Skuespiller Carsten Bjørnlund nyder at have nået en alder, hvor han ved, at op- og nedture kommer og går, og at det ikke nytter at jagte lykken.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

»Jeg har prøvet det meste, så jeg kan bedre overskue ting. Jeg har prøvet at være så ked af det, som man kan være, og så glad, som man kan være.«

»Det vil sige, at når jeg møder op- og nedtur, så ved jeg, at det ikke er hele tiden, at det kommer til at være sådan, som det er nu. Det bliver anderledes.«

Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv?

»At jeg godt kan ændre på ting. At man bare ikke kan sige: 'Sådan her er jeg – det kan jeg ikke gøre noget ved'.«

»Man kan gøre noget ved det hele! Der er masser af situationer, hvor det har været godt at vide. Alle steder, hvor der er reaktioner, har man nemlig muligheden for at reagere på sin egen måde.«

»F.eks. hvis en anden person siger noget til én, som man kan mærke gør én ked af det, så er jeg nu blevet bedre til at tage ansvaret for den følelse og ikke sige til den anden, at det er vedkommende, som skal ændre adfærd.«

Hvornår begyndte du at blive opmærksom på, at man ikke bare er, som man er?

»Jeg har egentlig altid vidst det – lige fra mine tidlige voksenår. Men en ting er at forstå det oppe i sit hoved, en anden ting er at få det integreret i sin hverdag og sit følelsesliv. Det har taget nogle år. Men hvis man ikke gør det, så ender man med at blive et offer for livet. Det kunne jeg se på mange i min omgangskreds. De gjorde sig ligesom til offer for omstændigheder og andre mennesker, i stedet for at tage ansvaret på sig og tænke: 'Jamen, jeg kan faktisk gøre noget ved det her'. Derfor tænker jeg altid, at jeg ikke kan gøre noget ved, hvordan alle andre mennesker agerer og reagerer, men jeg kan gøre noget ved, hvordan jeg reagerer på det, som jeg møder. Det ville jeg gerne have forstået tidligere.«

Hvad ville du ellers gerne have gjort anderledes?

»Jeg har fortrudt, at jeg ikke rejste noget mere, da jeg var ung. Jeg havde altid en undskyldning, hvorfor jeg ikke kunne gøre det. Når mine venner tog på interrail eller sådan noget, så sagde jeg altid, at jeg var ved at foretage en rejse inde i mig selv for at finde ud af, hvordan jeg kunne blive skuespiller – og derfor havde jeg ikke tid. Det lød jo enormt sejt og poetisk, da jeg var teenager, men jeg er sikker på, at det bare var en lam undskyldning for ikke at tage med.«

Hvilket råd giver du videre til dine børn?

»Et råd, som jeg aldrig selv har fået, som jeg egentlig tror, at jeg kunne have nydt godt af: Lad være med at forvente, at livet er i en opadgående kurve. Acceptér, at livet går op og ned. Den der konstante lykkejagt ville jeg gerne selv have været foruden – for det er bare ikke en god målestok at have som 'normalen'. For normalen er ikke at rende rundt og være pivlykkelig altid - normalen er, at det svinger.«

»Det prøver jeg at forklare til mine børn – for jeg ville selv gerne have vidst det, sådan at jeg ikke skulle have gået og følt mig forkert over, at jeg ikke var glad hele tiden.«

Artiklen blev bragt i samarbejde med Alt for damerne