Lyt til artiklen

'Pitch Perfect'-skuespilleren Brittany Snow har taget den svære beslutning at lade sig skille fra manden, Tyler Stanaland, efter to års ægteskab.

Det oplyser hun på det sociale medie Instagram.

'Efter at have tænkt over det i noget tid har Tyler og jeg taget den svære beslutning at lade os skille,' lyder det indledningsvist.

'Denne beslutning er taget ud af kærlighed og respekt for hinanden. Vi har opdaget, at vi bliver nødt til at tage noget tid hver for sig for at være sikre på, at vi hver især lever vores mest autentiske liv. Vi startede denne rejse som bedste venner, og vores forhold bliver ved med at være en prioritet.'

Skuespilleren skriver også, at de to vil forsætte med at være i hinandens liv og stadig deles om hunden Charlie.

'Vi sætter pris på jeres støtte og håber på noget privatliv, mens vi navigerer i dette nye kapitel.'

Ifølge People har parret haft problemer, efter at Tyler Stanaland udtalte, at en af hans kollegaer i ejendomsprogrammet 'Selling the OC' havde forsøgt at kysse ham under optagelserne.

Parret blev forlovet i 2019 og gift i 2020.