Coronakrisen har lært Bodil Jørgensen, at det er vigtigt med tid til ting, der skal hæve og stå i blød. Og at livet kommer tættere på, når døden kommer ind på livet af os. Her fortæller hun om sit forhold til tro, håb og kærlighed i anledning af en ny bog, der bygger på hendes samtaler med en præst.
TRO
»Gid tiden kunne stå stille«
»Det er jo mærkeligt, at ordet tvivl dukker op som det første, ikke? Men jeg tror, at de er tvillinger. Troen og tvivlen. Og jeg tror, at tro kom først til verden. Det kan jeg jo sagtens påstå, men sådan har jeg det. Troen er stærkere end tvivlen. Og derfor er bare tanken om, at der er et liv efter døden eller noget, der hedder evighedernes evighed, sådan set for mig at tro. Jeg begynder at forestille mig, hvordan der ser ud. Jeg får billeder inde i hovedet.«
Hvordan tænker du, at der ser ud i livet efter døden – i evigheden?
»Fantastisk enestående. Som store naturoplevelser, man kan have. Som når man stirrer ud over havet og ser solen, der blander sig med havet. Det er sådan et evighedssyn for mig. At tiden står stille. Det er noget, jeg sommetider tænker: Bare tiden kunne stå stille et øjeblik. Og bare det, at jeg knytter tanker til det, som jeg gør lige nu, det er faktisk som at beskrive tro for mig.«
Hvornår ville du ønske, at tiden stod stille?
»Når alle tre børn er her samtidig. Det er ikke så tit mere, men ej, hvor jeg virkelig nyder det, når det sker. Det er, som om jeg smelter midt i det. Hvis de kunne se, hvor meget jeg nyder det… Der ville jeg ønske, at åh, bare vi lige kunne blive i det her lidt længere. Men så skal alle hver til sit.«
Ved dine børn godt, at du har det sådan?
»Naaahj, det har jeg ikke lige fortalt dem, haha. Men det er i de øjeblikke, hvor jeg tænker 'ej, det er da fantastisk'. Og så er det samtidig så hårdt at tænke på, at der er så meget i verden, der splitter familier ad. Tænk bare Lesbos, hvor flygtningelejren brændte – er det ikke forfærdeligt? Der vil familier også bare være sammen. De laver små rum i gaderne, hvor de kryber sammen, og så er det hjemme. Hvad skal de dog stille op?«
»Jeg kan også have ønsket om, at tiden står stille, når jeg er ude i naturen. Når solen er ved at forsvinde, og jeg tænker 'bliv bare lige et øjeblik mere. Jeg vil ikke videre lige nu.'«
Er det blevet mere udtalt med alderen?
»Ja, måske er det alderen. Jeg har egentlig samme drivkraft i mig, som jeg altid har haft. Jeg har for nylig lavet forestillingen 'De forbudte sange', jeg er i gang med to tv-serier, og nu kommer bogen med Mikkel Wold, så jeg laver stadig en masse. Men måske kan jeg godt begynde at mærke det lidt i min krop og på min stemme. Jeg kan sommetider tænke: 'Kan jeg blive ved på den her måde?' Jeg er snart 60 år. Men jeg tror stadig, at jeg kan det hele. Og jeg bliver ligesom bare ved. Det er der jo også noget forunderligt ved. For selv om jeg har lyst til, at tiden står stille, har jeg ikke lyst til stilstand.«
Har tro altid været en del af dig?
»Ja, det er ikke nyt. Troen har været med mig altid. Fra jeg var lille og bad fadervor, og min far ikke lukkede døren ind til værelset helt i, så der var en stribe lys. Den der stribe lys – sammen med fadervor – gjorde, at jeg kunne sove. Så var det trygt og godt.«
Var du bange, hvis der var helt mørkt?
»Ja, man skulle ikke lukke døren. Men striben af lys og fadervor, så var det tid til at sove. At jeg så senere opdagede, at Gud også er i mørket, det var jo kun en ekstra bonus. Det var i forbindelse med min ulykke i 2014, hvor jeg faldt af en traktor og blev ramt af den. I dagene derefter blev det hele mere og mere mørkt og iturevet. Hvem var jeg? Hvor var mit liv? Det var som at få revet tæppet væk under sig. Dér var jeg bange, men jeg opdagede også, at jeg bare kunne følge med ind i mørket. For der var der trøst. Det var en meget god erkendelse. At Gud også bor i mørket.«
KÆRLIGHED
»Jeg er til stede i verden«
»Kærlighed er lig med næstekærlighed for mig efterhånden. Det er måske sværere for unge mennesker. For dem betyder kærlighed også noget andet. Den eneste ene eller jagten på kærlighed til sig selv. Man bruger mange kræfter på at blive den, man vil være. Men for mig handler det om, at vi også er her for at blive mennesker. Ikke bare lækre unge mænd og kvinder. Vi er her for at blive menneskelige. Og der er næstekærlighed noget virkelig utroligt. Man kan spørge, hvem der så er ens næste? Og der er mit svar, at når du går ud ad døren, møder du din næste. For din næste er ikke bare ens nærmeste. Det er meget vigtigt. Jeg har den formodning, at hvis vi alle levede efter den tankegang, så ville verden altså se anderledes ud. Det handler om at kunne sætte sig i en andens sted. 'Du skal elske din næste som dig selv.' Det kan ikke siges klogere.«
Hvordan praktiserer du næstekærlighed i din hverdag?
»Jeg prøver altid at være til stede. Hvis jeg går i Netto, og der er en, der skvatter lige foran næsen af mig, så gør jeg jo noget, og jeg tager ikke billeder af det. Jeg er (!) simpelthen til stede i verden. Og når der er en, der taler til mig, så tager jeg mig tid til at svare og taler måske i fem minutter eller mere. I stedet for at tænke 'nej, jeg har fandeme ikke tid til at tale med dig, hvad bilder du dig ind at tale til mig?' Og de fem minutter vil jeg påstå, at man altid har. Jeg tror, at næstekærligheden ligger dybt i os alle. Nu kan man efterhånden ikke se, om folk smiler eller ej med de her mundbind, men man skal stadig huske at smile. Læg mærke til, hvordan folk lyser op, hvis du smiler til dem. Øjne kan også smile. Og øjnene kan man stadig se over masken. Livet kommer sjovt nok tættere på os, når døden kommer ind på livet af os. Som nu med coronaen.«
Hvordan har du oplevet tiden med corona indtil nu?
»Jeg læste en rigtig fin bog, der hedder 'Den vemodige eneboer'. En japansk bog fra 1200-tallet. Den er skrevet af en mand, der trækker sig tilbage til bjergene efter at have levet et hektisk liv i en by. Ligesom vi trak os tilbage, da coronaen ramte os. Det var en stærk oplevelse for mange. Også for min familie og mig. Det med at trække stikket og tænke sig om. Jeg hørte på et tidspunkt en historie – måske var det en vandrehistorie – om en indisk mand, der sad ude i lufthavnen og ventede på, at hans sjæl landede. Han var fløjet så hurtigt hertil, at sjælen ikke var kommet med. Måske var det sådan, mange havde levet livet, indtil pandemien kom. Uden at få sjælen med. Og måske var det derfor rigtig godt, at vi pludselig fik god tid, da vi trak os tilbage.«
Så du fik noget godt ud af isolationen?
»Ja, helt bestemt. Al den tid med ting, der skulle hæve, og ting, der skulle stå i blød. Tid til at sige: 'Nej, hold da op, sikke det hæver,' haha. Verden holdt en pause. En pause, som den havde brug for. Jeg ser, hvordan de sociale medier folder sig ud gennem mine børn, og det er jo blevet en indkøbscentral. Hvis min datter Rigmor søger på bageforme, så popper der hele tiden annoncer for bageting op. Altså, det skulle have været en søgemaskine, hvor verden kunne åbne sig, men i stedet blev det en indkøbscentral, der lukker sig om sig selv med en masse varer, der skal fragtes rundt i verden. Det blev også sat lidt på pause. Og det var dejligt med den pause.«
HÅB
»Der er et liv efter livet«
»Håb er noget meget underliggende. I symbolet for tro, håb og kærlighed er håbet jo ankeret. Og ankeret ligger på bunden, sådan at skibet ikke fiser rundt, men i stedet ligger nogenlunde stille og skvulper rundt. Ankeret er usynligt. Du ser det ikke. Men det holder dig på en eller anden måde fast. Det er et meget fint billede på, hvad håb er. Håbet holder dig fast. Det kan jo ske, at man mister håbet. Man kan miste sit eget lille håb. Men det store fælles håb... Det synes jeg lever.«
Hvad er dit anker?
»Det er egentlig håbet om at se Guds milde ansigt til sidst. Det, at der er noget, man kan hvile sit hoved ved, og som er større end en selv. Ellers er det svært at overskue det hele.«
Så du tror på, at der er et liv efter livet eller…?
»Ja. Det tror jeg egentlig på. Nogen gange blander jeg det lidt sammen med det liv, jeg allerede har med de døde her i mit levende liv. Min mor og far er stærkt til stede hos mig. Ofte i mine egne bevægelser eller i min måde at gøre tingene på. Pludselig dukker de op. Min ældste søns far, som heller ikke lever mere, er også hos mig. Og jeg regner da med, at jeg skal se dem alle en dag. Om vi samtaler, eller om vi bare stryger hinandens hænder eller flyver sammen, det ved jeg ikke. Men jeg regner med at se dem igen. Der er nogen, der vil sige, at det er naivt, men det er noget, der styrer min kurs i verden. Håbet om at se dem. Håbet om, at de er der. At de findes. Det er en skat, jeg har.«
Giver det en form for ro at tænke sådan?
»Ja, det gør det faktisk. Og det giver mange smukke, indre billeder.«
Hvilke billeder?
»Lyset, der står stille på livets kyst, er et billede for mig. Ofte er det billeder fra salmer. Salmer betyder meget for mig. Jeg synger også for Rigmor om aftenen. 'Sov sødt, barnlille'. Jeg holder så meget af sjette vers:
'Da drypper som duggen
der manna på vuggen
til barnet på jord
fra englenes bord,
du finder med smil det i morgen;
og klarøjet brat
du siger godnat
til tvivlen og frygten og sorgen'
»Er det ikke smukt?«
Jo – synger I den hver dag?
»Den synger vi, når jeg er hjemme og putter hende.«
Det vil hun stadig gerne?
»Ja. Hun kan godt finde på at kalde det en 'femårs-putning'. Lige nu forstår hun nok ikke storheden i de ord, men at sige godnat til frygten og tvivlen og sorgen virker tryghedsskabende.«
