Skuespiller Bjarne Henriksen om den hårde skilsmisse: Det er svært og smertefuldt

Som han med sindige skridt kommer slentrende op ad alléen og planter sin krop i cafestolen, ligner han én, der har forvildet sig ind på det fine Frederiksberg.

»Jeg er nok en bonderøv, som sjosker lidt rundt herinde,« erkender Bjarne Henriksen da også med en hjertelig latter, der får kroppen til at gungre i stolen, og tilføjer så:

»Men jeg elsker Frederiksberg. Det er som en lille landsby, man bare kan tusse rundt i. Samtidig kan jeg godt lide pulsen i storbyen ved eksempelvis Vesterbro Torv. Det er godt for en doven hund som mig, at der også er lidt puls,« forklarer han om dét liv, han i dag lever. Som ham, der genfandt sig selv efter en hård skilsmisse. Som ham, der blev Bjarne Henriksen version 2.0.

Hver søndag toner den 61-årige skuespiller frem på tv-skærmen i DR's nye dramaserie 'Ulven kommer' og har høstet fantastiske anmeldelser for sin præstation.

»Uanset hvad han spiller, forlener han rollerne med dyb troværdighed. Jeg tror altid på Bjarne Henriksen,« som Jyllands-Postens anmelder skrev.

Sådan har det også været i filmklassikere som 'Let's Get Lost', 'Festen' og 'Jagten' samt prisbelønnede tv-serier som 'Edderkoppen', 'Forbrydelsen' og 'Borgen'. Man tror på Bjarne Henriksen. Hvilket altså ikke er helt ringe for en, der slet ikke drømte om at blive skuespiller.

»Jeg må siges at være det sorte får, der trådte ved siden af,« smiler Bjarne Henriksen, som kommer fra en lille østfynsk flække, er født ind i håndværkerfamilie af murere og blev enig med sig selv om 'at prøve det lort af' efter at have lavet revy i Nyborg.

Han indrømmer gerne, at det var en stor omvæltning for en bonderøv som ham.

»I starten gik det virkelig langsomt. Der var ingen ud over Bodil Jørgensen, der forstod min humor. Hun var også ude fra landet,« siger han tørt om starten på den karriere, der siden har kørt på skinner.

Men på Bjarne Henriksens skinner. For han har altid lagt sine egne. Ikke mindst efter skilsmissen.

Det kunstfærdige hjerte i hans caffe latte er rørt ud. Han tænder en cigaret. Kniber øjnene sammen. De bliver til små smalle sprækker.

»Bjarne har bedt om at blive fritaget, da han skal skilles,« stod der ligeud i den pressemeddelelse, han via sin agent sendte ud i sommeren 2010, hvor han altså aflyste en forestilling på grund af skilsmissen.

»Det er svært og smertefuldt, og det vil det altid være, når man har været sammen i mange år. Men vi måtte erkende, at vi var vokset fra hinanden,« siger Bjarne Henriksen om bruddet og sin nu ekskone Marianne.

30 år havde de været sammen. Han landede i et sort hul.

»Sådan noget tager tid. Derfor sagde jeg nej til job i et stykke tid. Jeg ville sætte mit eget ego på standby for at kunne hjælpe os og vores børn – selv vores hund – godt igennem skilsmissen,« forklarer Bjarne Henriksen om den hårde tid og sin beslutning om at trække stikket i næsten et år.

»Faktisk var det befriende ikke hele tiden at skulle lave et billede af, at det hele kørte. Bare sige stop, tage det stille og roligt og sige 'fuck den karriere'.«

»Det var befriende ikke bare at skulle køre derudad og halse efter den ene hovedrolle efter den anden,« siger han med en tilfredshed i stemmen om beslutningen, der dengang ikke blev delt af mange andre i branchen. Det var, mente de, det rene selvmord.

Men Bjarne Henriksen holdt fast. Andet var større og vigtigere.

»Samtidig blev vi skilt, ligesom børnene skulle flytte hjemmefra. Men de havde ikke lige forudset, at vi flyttede med,« griner Bjarne Henriksen, som dengang boede på landet på Midtsjælland, solgte huset og flyttede ind til København.

»Så man kan sige, at vi startede på en frisk sammen,« tilføjer Bjarne Henriksen, som stadig er gode venner med sin ekskone og har sine to voksne børn, Emil og Sofia, i nærheden.

Og nu bor bonderøven altså på det fine Frederiksberg. Med sin kæreste, Anja, som han mødte i forbindelse med en forestilling på teatret, som hun var kostumedesigner på.

»Hun var pisseirriterende,« siger han med sin gungrende latter og mindes, at de to bestemt ikke var enige om, hvordan han skulle klædes på til rollen. Hun vandt.

»Hun synes, at jeg er meget stædig. Men det er vi så begge to. Hun er benhård,« smiler han. Og tilføjer så spørgende:

»Måske er det sådan, jeg skal have det?«

Der tændes op under endnu en cigaret.

Bjarne Henriksen smiler. Han fandt kærligheden igen. Og rollerne kom – trods kollegernes advarsler – også igen. På den gode måde.

For som han selv ser det, kom han styrket ud på den anden side af skilsmissen. I sin version 2.0.

»Det har faktisk ikke været dårligt. For jeg fandt jo ud af, at det er sjovere at have fokus på andre end sig selv og sine egne behov.«

»Jeg vil hellere lave noget, når jeg har lyst til at lave noget og frit kan nappe fra øverste hylde end at skulle være en lønslave. Det har jeg i hvert fald lært,« siger Bjarne Henriksen og smiler ulvesmilet.

»Det kan måske godt se ud, som om jeg er gået i stå. Men hvis noget er godt, går jeg efter det. Det var sikkert også sådan, jeg fandt min kæreste.«

Han kigger veltilfreds ud på Frederiksberg Allé. Ligner måske nok en, der ikke hører hjemme i bydelen. Men han har aldrig haft det bedre.

»Mine børn er selvkørende. Min ekskone er selvkørende. Mine far og mor er døde. Jeg har det godt, og som jeg vil have det.«

»Ifølge min søn, som er biolog, regner man med, at mennesket har en levealder på 60 år. Resten er luksus. Så man kan sige, at jeg er allerede i gang med flødeskummet.«