Seks år efter sin Alzheimers-diagnose kan Barbara Windsor ikke længere genkende sig selv.

»Det er hjerteskærende,« fortæller hendes ven og kollega Ross Kemp, som er aktuel med en dokumentar om demens, der handler om blandt andre Barbara Windsor og hendes mands svære situation.

82-årige Barbara Windsor og 55-årige Ross Kemp kender hinanden fra den britiske sæbeopera 'Eastenders', der havde premiere i 1985 og kører på 33. sæson.

Her har de i 25 år spillet mor og søn, indtil Barbara Windsors karakter, Peggy Mitchell, blev skrevet ud af serien i 2010. Alligevel har Ross Kemp oplevet, at den Alzherimers-ramte Barbara Windsor ikke kunne kende ham. End ikke sig selv har hun momentvis ikke kunnet genkende, fortæller han ifølge Mirror til 'Good Morning Britain'.

82-årige Barbara Windsor.
82-årige Barbara Windsor. WILL OLIVER

»Det er sygdommens natur, at hun indledningsvis vidste, hvem jeg var, men tre minutter senere vendte hun sig mod mig og spurgte, hvem jeg var,« siger Ross Kemp.

»Hun kigger på billeder af sig selv fra sin storhedstid, som hænger på væggen, og fantastiske billeder fra hendes utrolige karriere og spørger: 'Hvem er den dame?'«

82-årige Barbara Windsor begyndte sin skuespillerkarriere som 13-årig og har spillet med i en række musicals, men hun er bedst kendt for sin årelange rolle i 'EastEnders' såvel som ni film i 'Carry On'-serien op gennem 60'erne. Hun har både modtaget en BAFTA- og en Tony-nominering og blev i 2016 slået til ridder for sit arbejde inden for underholdning såvel som velgørenhed.

I nyere tid har hun lagt stemme til figurer i de to live-action versioner af 'Alice i Eventyrland'.

Barbara Windsor og dronning Elizabeth, da den britiske dronning besøgte settet på 'EastEnders' i 2001.
Barbara Windsor og dronning Elizabeth, da den britiske dronning besøgte settet på 'EastEnders' i 2001. POOL

I Ross Kemps dokumentar 'Living with dementia' taler han med Barbara Windsors mand, Scott Mitchell, som fortæller, at han har haft 'mørke perioder', siden han fik at vide, at hans hustru nok ikke kan bo hjemme og blive passet af ham meget længere.

»Det er det, jeg altid har frygtet,« siger han om meldingen.

Han forstår den godt, da den vil være for alles bedste. Alligevel har han ikke lyst til at give slip.

»Jeg kan ikke forestille mig at forlade den kvinde, når hun taler til mig, som hun gør, og putte hende et sted hen,« fortæller Scott Mitchell.

Barbara Windsor og Storbritanniens Boris Johnson, da hun i september besøgte premierministeren for at overrække en underskriftsindsamling for hurtigere hjælp til demente.
Barbara Windsor og Storbritanniens Boris Johnson, da hun i september besøgte premierministeren for at overrække en underskriftsindsamling for hurtigere hjælp til demente. SIMON DAWSON