Den amerikanske skuespiller James Oliver Cromwell er blevet anholdt i forbindelse med en demonstration for dyreretsforeningen PETA.

James Cromwell er blandt andet kendt for sin Oscar-nominerede rolle i filmen 'Babe - den kække gris' samt for sin rolle i 'The Queen' og sin medvirken i tv-serien 'Six Feet Under'.

Ifølge flere amerikanske medier afbrød den 79-årige skuespiller et møde på Texas A&M University for at protestere mod skolens brug af hunde i forbindelse med medicinsk forskning.

'Texas A&M fortsætter med at pine golden retrievers og andre hunde, selvom årtier med disse eksperimenter ikke har ført til en kur for mennesker med muskelsvind', står der i en pressemeddelelse fra PETA.

Her bliver James Cromwell anholdt.
Her bliver James Cromwell anholdt.
Vis mere

I meddelelsen bekræfter dyreretsforeningen, at James Cromwell blev anholdt i forsøget på at stoppe testforsøgene på hundene, som 'er avlet til at have muskelsvind og dermed kæmper for at gå, synke og endda trække vejret'.

Ifølge People blev både James Cromwell og en uidentificeret mand anholdt for 'uroskabende adfærd' og fængslet i Brazos County Jail.

Begge mænd er dog siden blevet løsladt mod en kaution på 5.000 dollars, hvilket svarer til knap 34.000 danske kroner.

Det amerikanske medie har været i kontakt med universitetet i Texas, som siger følgende:

»Der er desværre ingen alternativer til test af dyr på nuværende tidspunkt. A&M bruger dog også computer-versioner, epidemiologisk studier og andre metoder, når det er muligt. Indtil man har afprøvet et lægemiddel i en levende organisme, kender man ikke dens potentiale, og du vil altså ikke have, at nogles barn bliver det første til at prøve et lægemiddel.«