Der er ikke det samme filter, når det kommer til børn og de spørgsmål, de stiller.
Det måtte prins Harry sande, da han for nylig var ude at besøge en skole sammen med sin kone.
En lille dreng havde nemlig sine tvivl om, hvorvidt prins Harry virkelig var den ægte prins.
»Hvornår kommer den rigtige prins?« spurgte den lille dreng den fremmødte kongelige gæst, som måtte give ham et ærligt svar tilbage.

»Jamen, jeg ér prins Harry,« svarede hertugen af Sussex den skeptiske lille fyr.
Emmanuel Osei, som den lille dreng hedder, lod sig til sidst overbevise om, at manden i den pæne habitjakke nok alligevel var en rigtig prins - selvom han ikke kom iklædt krone og kappe.
Osei kunne dog også gå fra situationen og sige, at han ikke alene havde snakket med en rigtig prins. Han havde også rørt ved ham.
Prins Harry kvitterede nemlig den lille drengs modige spørgsmål med at give ham en highfive.
Skal snart være far
Hertugen af Sussex har måske endda nydt at få lidt øvetid sammen med de nysgerrige små, for hans kone, hertuginde af Sussex Meghan, er nemlig højgravid.
Hun skal angiveligt føde en gang i april, så parret skal snart til at vænne sig til, at et barn styrer meget af deres hverdag.
Og om bare nogle år kan de se frem til at svare på en masse sjove spørgsmål fra deres førstefødte barn.
Hertuginde Meghan blev gravid i løbet af det første år, efter parret blev gift. Inden hun kom ind i kongehuset, arbejdede hun i USA, hvor hun er fra, som skuespillerinde.
Prins giver løfte
Her spillede hun blandt andet med i succesfulde serier som 'Suits'. Det er dog alt sammen lagt på hylden, nu hvor hun er blevet hertuginde.
Prins Harry har sagt, at han for fremtiden vil pakke en kappe og en krone, når han skal ud og møde børn igen.
På den måde kan han sikre sig, at han er mere overbevisende i sin royale rolle.
Det var en katolsk skole ved navn St. Vincent's Catholic Primary School, som ligger i en forstad til London ved navn Acton, som prinsen besøgte.