For et år siden fik hun en livsændrende besked og siden har offentligheden ikke set meget til den amerikanske skuespillerinde Christina Applegate.

Men det ændrede sig mandag. Her viste hun sig nemlig for første gang, siden hun fik konstateret sklerose sidste år.

Det skete ved offentliggørelsen af Applegates stjerne på den ikoniske gade: 'Hollywood Walk of Fame'.

Det skriver flere amerikanske medier heriblandt People, Variety og CNN.

Den 50-årige 'Dead to Me'-stjerne afslørede selv, at hun lider af den uhelbredelige sygdommen i august sidste år gennem en række opslag på Twitter.

Sklerose kan selv hos yngre mennesker medføre betydelig invaliditet, og i starten af november fortalte skuespilleren selv, at hun i dag ikke længere kan gå uden stok.

Christina Applegate blev støttet af sin kollega og veninde Katey Sagal under sin takketale.
Christina Applegate blev støttet af sin kollega og veninde Katey Sagal under sin takketale. Foto: NINA PROMMER
Vis mere

Derfor havde stjernen også sin kollega Katey Sagal bag sig ved mandagens hyldest på 'Walk of Fame'.

»Jeg kan ikke stå ret længe, så jeg vil skynde mig at takke alle dem, jeg holder af,« indledte hun sin takketale med.

Og her tog takketalen hurtigt fart med tak til familie og venner, der var kommet for at se Christina Applegate blive hyldet, inden ordene faldt til datteren.

»Og sidst, den vigtigste person i mit liv er min datter. Du er så meget mere, end du ved. Du er smuk og god og kærlig og klog og spændende, og jeg er taknemmelig hver dag jeg vågner og kan tage dig i skole. Du er mit alt. Tak for at stå ved min side igennem alt det her,« lød det fra stjernen til datteren, Sadie Grace på 11.

Christina Applegate var ved at indspille tredje sæson af Netflix-serien 'Dead to Me', da hun blev diagnosticeret med sklerose.

Efter ceremonien lagde skuespilleren et tweet op, der skulle forklare, hvorfor hun havde været barfodet.

'Barfodet. For nogle med MS (multipel sklerose, red.) kan følelsen af sko gøre ondt eller få os til at føle os ude af balance. Så i dag var jeg mig. Barfodet,' skriver Christina Applegate i et opslag på Twitter.