Lyt til artiklen

Robert Hansen skal i retten.

To tiltaler for vold og en anklage om grov vold er årsagen.

Det skriver Se og Hør, der er kommet i besiddelse af anklageskriftet.

Det er den 42-årige skuespillers ekskæreste, Nynne Larsen, der har anmeldt 'Anja og Viktor'-stjernen for vold.

Den første tiltale skyldes en sag, der er begået 16. november 2020 på Frederiksberg, hvor skuespilleren angiveligt slog sit offer gentagende gange i hoved med knytnæver.

Anklagen om grov vold skyldes en sag fra 5. marts sidste år, hvor skuespilleren slog sit offer med en guitar. Robert Hansen slog angiveligt sit offer flere steder på kroppen, og slog efterfølgende sit offer én gang i ansigtet.

Under overfaldet gik guitaren i stykker.

Den tredje tiltale skyldes en ferie til sydspanske Fuengirola 15. juli sidste år, hvor Robert Hansen slog sit offer flere gange i ansigtet med knytnæver, så det kvindelige offer faldt ned på gulvet, hvorefter Robert Hansen sparkede hende i brystkassen.

Skuespilleren har selv udtalt sig om voldsepisoden i Spanien.

»Vi havnede jo begge i spjældet. Og hvorfor har hun ikke meldt det til politiet, sådan helt seriøst. Hvis jeg er så forfærdelig, så er det jo der (i retssystemet, red.), man skal tage den i stedet for på sociale medier,« sagde Robert Hansen dengang til Se og Hør, efter at Nynne Larsen havde delt voldsomme billeder af de skader, Robert Hansen havde påført hende.

Det råd har hun taget til sig, og skuespilleren skal nu en tur i retten.

Straframmen for grov vold går op til seks års fængsel.

Hele situationen med Robert Hansen blev vendt i fredagens udgave af 'Det, vi taler om'.

Det kan høres her: