Det skulle ikke have været helt nemt for DBU at finde nogen, der ville lave årets VM-sang.

Men hvis ikke fodboldunionen havde fået en aftale i hus med navne som Jarl-Friis Mikkelsen, Burhan G og Ankerstjerne, så kunne de have haft stort held med at spørge rapperen Sivas.

»De skulle bare have spurgt mig! Jeg har en VM-sang klar, de skulle bare have spurgt!« lyder det med et grin fra Sivas, da B.T. møder ham på den røde løber forud for Danish Music Awards, hvor han er tildelt årets ærespris.

For selvom flere danske artister angivelig skulle have takket nej, så ville Sivas ikke have gjort det samme.

Musikeren med det borgerlige navn Siavash Memaran-Torbati mener nemlig, at så længe den danske stat ikke har nedlagt sanktioner imod Qatar, så kan man heller ikke kræve det samme af eksempelvis musikere.

»Jeg føler ikke, det skal gå ud over det danske landshold. Det er professionelle fodboldspillere, de skal jo spille VM,« lyder det fra den prisbelønnede rapper.

»Hvis der skulle ske noget, så skulle det være regeringen, der trak sig ud af det. Men regeringen har ikke besluttet sig for det, så spillerne skal gøre deres bedste – og de skal vinde, og det gør de også, i år så vinder Danmark, mærk jer mine ord!« griner fodboldfanen.

Ørkenstaten Qatar er ellers blevet kritiseret for at bryde menneskerettighederne – både ved at diskriminere over for homoseksuelle og kvinder og ikke mindst ved i forbindelse med VM at have kostet livet for tusindvis af migrantarbejdere, mens endnu flere er blevet udnyttet ulovligt som arbejdskraft.

Siavash Memaran-Torbati aka. Sivas på den røde løber til Danish Music Awards i Moltkes Palæ torsdag den 3. november 2022.
Siavash Memaran-Torbati aka. Sivas på den røde løber til Danish Music Awards i Moltkes Palæ torsdag den 3. november 2022. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Men da den danske stat altså ikke har taget officiel afstand til Qatar, så ville Sivas heller ikke takke nej til at tage ned og spille i landet under VM – såsom eksempelvis den danske dj Martin Jensen har gjort.

»Jeg vil altid gerne spille og gøre folk glade. Dem, der kommer derned, det er jo ikke deres skyld, de ting der sker,« forklarer Sivas sig.

Men selvom han ikke ville have et problem med at lave årets VM-sang eller spille koncert i ørkenstaten, så håber han alligevel, at den store kritik kan rykke noget.

»Når det er så politisk, så er det regeringen, der skal gå forrest. Men lad os se, hvad der sker. Det kan også godt være, at alt den her larm gør, at Qatar bliver et bedre land efter. Lad os håbe det.«

Og næste gang DBU står og skal bruge en ny VM-sang, så ved de i hvert fald nu, hvem de kan gå til.

»Det laver jeg! Vi har den, vi har den,« slutter Sivas med et grin.