Den norske sanglærke Sissel Kyrkjebø er ved at skille sig af med sit danske hjem.

I dag, torsdag, blev hendes eksklusive luksusvilla i Charlottenlund nord for København sat til salg for den nette sum af 9,5 mio. kr., og dermed ser det ud til, at 43-årige Kyrkjebø har besluttet sig for at bo permanent i Oslo, hvor hun ifølge tinglysningen har hjemadresse.

Sissel Kyrkjebø selv betalte 6,2 mio. kr. for villaen i marts 2004.

Det skriver Boliga Kendte.

Ifølge salgsopstillingen ligger det 234 kvadratmeter store hus i gå-afstand til Bernstorffparken, og foran ejendommen er der anlagt en gårdsplads med automatisk port ud mod vejen.

Villaen er i tre plan og kan blandt andet byde på mange soveværelser, en højloftet kælder, som er delvist indrettet til beboelse, spisestue, opholdsstue med pejs og biblioteks/tv-stue.

Desuden kan man slange sig i badeværelsets Jacuzzi.

Har tjent millioner

Sissel Kyrkjebø blev i 2004 skilt fra den danske entertainer Eddie Skoller med hvem hun har børnene Ingrid og Sarah, og hun har i flere år pendlet mellem sit fædreland Norge og Danmark, hvor hun har boet i over 20 år.

Som sangerinde har hun 20 soloudgivelser samt et utal af singler, muscial- og dvd-udgivelser på bagen, og det har gjort hende til en holden kvinde.

Den norske avis VG har tidligere anslået, at Kykjebø i løbet af sin karriere har tjent et sted mellem 75-100 mio. norske kroner.

Se Sissel Kyrkjebøs luksusvilla her.