De seneste år har tv-vært og foredragsholder Sisse Fiskers helbred været under pres.

Hun har tidligere fortalt åbent om, at hun i flere år har levet med kroniske smerter i sin ryg - og på sin Instagramprofil fortæller hun nu, at hun også lider af den autoimmune sygdom Hashimotos, hvor kroppens immunsystem fejlagtigt angriber sine egne normale celler i skjoldbruskkirtlen.

Alligevel går hun efterårsferien glad i møde, skriver hun i et opslag. For hun har fået gode nyheder efter et tjek på Rigshospitalet.

'De vil ikke se mig og min Hashimoto mere. Det er ikke en japansk ven, men en kronisk autoimmun sygdom, som jeg nu fremadrettet selv kan styre med daglig medicinering og tjek hos egen læge. Skønt!', skriver hun.

I fem år levede hun med kroniske smerter i ryggen, hvilket hun åbent har fortalt om på Instagram, før hun forrige år gennemgik en omfattende rygoperation, en hård periode med genoptræning og flere rutinemæssige hospitalstjek, før hun endelig kom ud på den anden side.

'Farvel og tak! Og ikke på gensyn Glostrup Hospital. Er i dag blevet røntgenfotograferet og frikendt efter rygoperation sidste år. De vil ikke se mig mere. Mine skruer og protesen i ryggen sidder perfekt. Og det er jeg på toppen over. Har fejret det med reformertræning, 30 km på cykel, en lang gåtur og nu bobler', skrev Sisse Fisker i et opslag sidste år på Instagram.

I sit nye opslag skriver Sisse Fisker, der også er bestyrelsesformand i SMILfonden, som arbejder for at hjælpe børn indlagt på danske hospitaler, derudover også, at alle skruer og plader fortsat sidder fint og skal blive der for evigt.

'Jeg synes faktisk, at jeg tager mit job som bestyrelsesformand i SMILfonden ret alvorligt ved selv at gennemgå medicinering, behandlinger og operationer. Snuppede også lige tre års fertilitetsbehandling. Plus mine børn har fire operationer på CV'et. Men nu gider jeg faktisk heller ikke flere indkaldelser fra Region H, så nu vil jeg nyde efterårsferien med familien i fulde drag. Ahhhhh. Go’ ferie til alle', slutter hun sit opslag.