I de spæde teenageår havde skuespiller og sidste års vinder af 'Vild med dans', Simon Stenspil, for første gang kræft inde på livet. Efterfølgende er flere episoder kommet til, og det har fået ham til at fortryde sin første håndtering af den frygtelige sygdom.

Det hele står nemlig stadig tydeligt for ham.

Som 13-årig gennemgik skuespiller Simon Stenspil ethvert barns frygt, da hans mor fik konstateret kræft. Pludselig var han ikke længere kun en søn. Han var en pårørende til et familiemedlem, der nu levede med en alvorlig sygdom.

»Det var virkelig hårdt at stå ved siden af, for jeg følte mig hjælpeløs. Hvad skal man gøre? Det er forfærdeligt at være den kræftramte, men det er bestemt heller ikke sjovt at stå ved siden af,« siger Simon Stenspil.

Ikke desto mindre 'skjulte' han sig selv og sine bekymringer. Når han besøgte sin mor på hospitalet, gjaldt det for alt i verden om ikke at vise følelser. I hvert fald ikke de triste af slagsen.

»Jeg holdt tårerne tilbage for at virke sej. Jeg krydsede selvfølgelig fingre for, at det hele nok skulle gå. Men frygten for at miste var bare så stor på trods af, at jeg ikke var særlig gammel,« fortæller han og fortsætter:

»Bagefter blev jeg altid ked af det. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig, men det havde jeg ikke lyst til at vise. For det var ikke mig, der havde det svært. Det var min mor, som havde det svært.«

Simon Stenspils mor blev heldigvis kureret for kræft, og i dag har hun det godt. Det har dog ikke forhindret kræften i at sætte et nyt præg på Simon Stenspil og familien.

Simon Stenspil deltog i 2018 i 'Vild med dans', hvor han sammen med danseparteren Asta Björk gik hele vejen.
Simon Stenspil deltog i 2018 i 'Vild med dans', hvor han sammen med danseparteren Asta Björk gik hele vejen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Åbenhed kan gøre det mindre farligt

For i øjeblikket lever Simon Stenspils onkel, hans mors bror, med kræft. Onklen har altid stået Simon nær. Det fik hele Danmark også et indblik i under sidste års 'Vild med dans'.

Her dansede Simon Stenspil under Knæk Cancer-ugen, hvor han efterfølgende brød i gråd. Han forklarede senere, at det skyldtes hans onkel, der var mødt op til showet – samme dag som onklen gennemgik kemobehandling. For pludselig blev det hele bare virkeligt, forklarer han.

Den skarpe læser observerede muligvis, at Simon Stenspil på direkte tv ikke havde svært ved at vise følelser – som han ellers havde tidligere.

»Jeg tror ikke, det var gavnligt at holde tårerne tilbage over for min mor dengang. Jeg gjorde det for at beskytte hende, men jeg tror, det er vigtigt at kunne græde over for hinanden. Det at være ked af det og bange sammen, dét, tror jeg, kan gøre det hele mindre farligt på en måde,« fortæller han.

Simon Stenspil vil under Knæk Cancer-ugen blandt andet være til stede i Call Me-centret, hvor det er muligt at donere penge, som støtter kampen mod kræft.
Simon Stenspil vil under Knæk Cancer-ugen blandt andet være til stede i Call Me-centret, hvor det er muligt at donere penge, som støtter kampen mod kræft. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Vis mere

»Jeg synes, det er vigtigt, at man også giver sig selv lov til at smile og joke samt se på de gode ting, man har i livet på trods af sygdommen. Det prøver jeg virkelig på,« lyder det fra skuespilleren.

Det er den åbenhed, som Simon Stenspil håber at kunne videreformidle til flere danskere, når han i uge 43 er frontfigur under Knæk Cancer-kampagnen, fortæller han:

»Jeg synes, man skal turde at være ærlig og vise alle følelser over for sine nærmeste, også over for den kræftramte. Det er sejt at turde være ked af det.«

Ud over Simon Stenspil er skuespillerinderne Cecilie Stenspil, hans søster, og Rosalinde Mynster også frontfigurer for samarbejdet mellem Boozt og Knæk Cancer, der markeres over hele landet.