De fleste mennesker vil nok have det svært med det at miste.

Når der så er tale om hele 11 personer på blot et år, så kan man hurtigt ramle ind i en livskrise.

Sådan skete det for komiker og musiker Simon Jul Jørgensen, oftest blot kaldet Simon Jul, i 2018. Det fortæller han selv i et nyt interview med Euroman.

Komikeren fortæller, at år 2018 for ham blev et rædselsår, da han i tiden efter afslutningen på radioprogrammet 'Bæltestedet' på Radio24syv havde fået mere tid til sig selv og til at skrue lidt ned for hverdagens tempo.

For i stedet blev Simon Jul single, og han mistede 11 personer i sit liv. Familiemedlemmer, ungdomskammerater, folk fra hiphopmiljøet og nære venner. Alt sammen noget, der fik korthuset til at falde sammen for den 42-årige multikunstner.

Det resulterede i en livskrise, der sendte komikeren om på den anden side af jorden, hvor han isolerede sig og samlede tankerne, inden han drog til Myanmar, hvor han meldte sig ind i en militærbootcamp.

»Det var fuldstændig skørt. Vi skulle stille op i geledder, og man måtte ikke have langt hår, så jeg fik mig et armycut,« siger han i interviewet.

Efterfølgende brugte Simon Jul to måneder på en thaibokseskole i Phuket, hvor han blandt andet skulle forsøge at holde formen ved lige gennem hård træning og kalorietælling.

Mens Simon Jul var langt væk fra Danmark, blev de ulykkelige årsager til turen blot forstærket. Han fortæller i interviewet, hvordan det ulykkelige blot fylder endnu mere, når man sidder alene på afstand af alting.

Men selvom følelserne blev forstærket ved at være alene, hjalp turen dog alligevel Simon Jul med at komme over sorgen til sidst.

»Selvom det var alt andet end sjov og ballade, så gav den tur mig afsindigt meget. For første gang i de 21-22 år, jeg har rejst alene, ville jeg faktisk gerne hjem. Jeg savnede at komme hjem,« siger han til mediet.

Han fortæller videre i interviewet, at hele oplevelsen gjorde, at da også hans gode ven Master Fatman gik bort i starten af 2019, så var sorgen mindre påtrængende end året forinden.