'Nu hænger du på mig'. Sådan joker hendes mor jævnligt. Med et skævt smil og kærlighed i øjnene.

»Men helt ærligt, det er det bedste, der er sket for mig. Hvis det ikke havde været for min mor og hendes sygdom, havde jeg aldrig trukket i bremsen. Jeg er en mere reflekterende Simi, end jeg var for fire år siden,« siger den populære TV 2-korrespondent Simi Jan.

For da hendes mor i foråret 2016 blev ramt af uhelbredelig kræft, valgte Simi Jan ikke alene at sadle om i sit liv og skifte sin faste korrespondent-stilling på TV 2 ud med en freelanceaftale for at være der for sin mor.

Hun endte også med at købe et stort hus i Gentofte, så de kunne bo sammen. I den tid, der måtte være tilbage. Som altså mirakuløst nok indtil videre har været over fire år.

»I dag har min mor det godt, går til kontrol hver tredje måned, og lige nu er der ikke noget cancer,« siger Simi Jan. Med taknemmelighed i stemmen over stadig at have sin mor.

Men at hun selv blev kastet ud i en eksistentiel krise, da dødsdommen for fire år siden blev afsagt over moderen, lægger Simi Jan ikke skjul på. For hun befandt sig dét sted i sit liv, hun allerhelst ville være. Levede sit drømmeliv.

»Jeg var fuldstændig ødelagt, for det var jo min drøm for fanden. Valget var mellem min mor og min drøm,« erkender en ærlig Simi Jan om sin indre konflikt, om dilemmaet, der rasede i hende, da moderen blev syg.

Hun og familien var netop flyttet til Istanbul for at åbne TV 2-kontor i den tyrkiske storby. Den perfekte lejlighed og en barnepige til den dengang kun to-årige Adam var fundet. Allan havde sagt sit job op.

»Arbejdsmæssigt var det en drøm. Men også, at Allan, Adam og jeg skulle på eventyr sammen,« fortæller Simi Jan om de tanker, der også fór gennem hendes hoved, da sygdommen kom som en ubuden gæst.

Hun griner ad sig selv, når hun fortæller om sin egoistiske splittelse. Om hvordan den journalistiske ildsjæl inden i hende havde svært ved at slippe drømmen. Indtil hendes mand Allan satte det på spidsen.

'Det bliver uden Adam og mig. Vi flytter hjem til Danmark for din mor. For hun har brug for os,' sagde han.

»Jeg blev først ked af det, vred på ham,« husker hun. »Men det var dét, der skulle til for, at jeg kunne sige: 'Vi flytter fucking hjem'.«

Simi Jan, som de fleste kender hende, live fra Mellemøstens krigszoner.
Simi Jan, som de fleste kender hende, live fra Mellemøstens krigszoner. Foto: TV 2
Vis mere

Og ikke alene flyttede de 'fucking hjem'. Kort efter købte de som nævnt også et stort hus i Gentofte, hvor der var plads til, at Simi Jans mor kunne flytte ind. Selvom hun måske kun havde få måneder at leve i, fik hun sin egen afdeling i huset.

For – som Simi Jan siger med et smil – skal man tro på fremtiden for at have en fremtid.

Men at være i nutiden var bestemt ikke nemt.

»Det var nogle pissehårde måneder. Hun fik kemo, begyndte at tabe håret, fik hjertebivirkninger og var tæt på at dø af hjertestop,« siger hun om den første tid, hvor de var overbevist om, at moderen ikke ville overleve.

Men hvor det i starten var grænseoverskridende for hende at bo under samme tag som sin mor, er det blevet en af de største gaver i hendes liv.

»Det lyder enormt gammeldags, men er samtidig også meget moderne,« smiler Simi Jan om deres bofællesskab, som allerede har inspireret flere af deres venner.

»At have mormor lige rundt om hjørnet er en kæmpe gave for Adam. Han tror, at det er normalt, at man åbner en dør, og så er man inde hos mormor. 'Nani' kalder han og Daniel hende. Det er mormor på urdu.«

»De elsker hende. Hos hende er der altid hygge og nærvær, en kop te eller saftevand. De bager pandekager, spiser jordbær, dyrker grøntsager sammen, alle de fede ting, mens mor er hende, der skriver bog og er i fjernsynet,« kommer det med et hjerteligt grin.

Hvor stor en kamp moderen har kæmpet på hende og hendes tre søstres vegne, er først for nylig gået op for Simi Jan.
Hvor stor en kamp moderen har kæmpet på hende og hendes tre søstres vegne, er først for nylig gået op for Simi Jan. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Taknemmeligheden lyser ud af Simi Jan over alt dét, der er dumpet ned i hendes liv som følge af moderens sygdom og de valg, hun og Allan traf.

»Det er noget uvurdérligt, som jeg giver mine børn. Nani er limen, der binder os alle sammen. Selvom de risikerer at miste hende måske om nogle år og vil føle et kæmpe afsavn, fordi de er så tætte på hende, så har de også en kæmpe gave.«

»Og min mor blomstrer, når hun er ude i haven, elsker blomster og planter. Allan har lige lavet et drivhus til hende. Hun er lykkelig.«

»Så for hende er det også livskvalitet. Ellers havde hun siddet alene i sin lejlighed, og vi havde besøgt hende en gang imellem,« siger Simi Jan.

I modsætning til for fire år siden befinder hun sig ikke længere i et dilemma. At 'hænge' på sin mor er blevet en gave.

»En grimt indpakket gave, som har vist sig at være det bedste, der er sket i mit liv. At være der for min mor har været meget vigtigere for mig end at være udstationeret i Mellemøsten.«

»At hun så er i live i dag, havde ingen af os i vores vildeste fantasi troet på,« siger en rørt Simi Jan.

»Vi troede ikke, at hun ville være der, når Adam skulle i børnehave eller i skole, var bange for, at hun ikke ville være der til noget som helst, for lægen sagde måneder. Det er vildt at se tilbage på.«