»Jeg ville gerne kunne det, men Bibelen siger noget andet, og det, føler jeg, at jeg er nødt til at forholde mig til, selv om det er med blødende hjerte. Det er vigtigt for mig, at alle mennesker føler sig velkomne i kirken, og det er derfor meget ambivalent for mig at måtte sige nej til at vie homoseksuelle, men også fraskilte for den sags skyld.«

Sådan sagde den nye sognepræst i Hedensted, Michael Olesen Høj, 11. januar til Horsens Folkeblad.

En holdning, der bestemt ikke falder i god jord alle steder.

»Jeg synes, det diskriminerer og hiver en tilbage til en anden tid, hvor man så anderledes på homoseksuelle, end jeg synes, man ellers gør i 2022,« siger danseren Silas Holst, som selv er homoseksuel.

På sin Instagram bruger han den kontroversielle udmelding til at åbne op for en større og mere principiel debat.

'Vi kan ikke, på den ene side, have det danske kongehus, der aktivt støtter LGBT-rettigheder og gør kronprinsesse Mary til protektor for World Pride, mens det samme kongehus er overhoved for en folkekirke, støttet af staten og landets officielle religiøse centrum, der blandt andet har til opgave at forestå kirkelige vielser, hvor landets politikere har tilladt, at præster selv må bestemme, om de vil vie homoseksuelle, baseret på deres egen samvittighed,' skriver han.

Opslaget er blevet liket af andre kendisser som Linse Kessler, Hans Pilgaard og Lise Rønne.

Silas Holst er stor royalist, og opslaget skal da på heller ingen måder ses som en kritik af Kongehuset.

Han forstår udmærket den knibe, Kongehuset står i.

»Jeg forstår sagtens, at de (Kongehuset, red.) ikke kan være politiske, men der er, når man sætter det på spidsen, et problem i den måde, systemet er sat sammen på.«

»Det er fuldstændig fantastisk, at kronprinsesse Mary er protektor for World Pride, og at prinsesse Marie er protektor for AIDS-Fondet. Det er vidunderligt at mærke den opbakning og på den måde mærke, at de har taget stilling. De er også moderne mennesker. Så det er nok mere systemet end Kongehuset, der halter efter,« siger Silas Holst.

Han kan godt respektere præsternes tro på det, der står i Biblen, men mener, at det er et »semigammelt opslagsværk«, hvor der blandt også står, at kvinder skal tie i offentligheden, og korsfæstelser finder sted.

»De systemer har vi heller ikke længere. Der er bare nogle ting, der skal gøres mere moderne, synes jeg.«

Kronprinsesse Mary sammen med forperson for Copenhagen Pride Lars Henriksen, efter at Kronprinsessen har deltaget i Human Rights Conference I Øksnehallen i forbindelse med WorldPride & EuroGames i København 17. august 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Kronprinsesse Mary sammen med forperson for Copenhagen Pride Lars Henriksen, efter at Kronprinsessen har deltaget i Human Rights Conference I Øksnehallen i forbindelse med WorldPride & EuroGames i København 17. august 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han håber, at politikerne vil ændre på lovgivningen, der giver præsterne mulighed for at afvise at vie homoseksuelle.

'Fjern denne lovgivning, som er den sidste rest af en modbydelig tankegang, som i århundreder har hængt ved homoseksualitet, og som har gjort det til en synd, en skam og en vederstyggelighed,' skriver han.

Og det er ikke for egen vindings skyld, at den mangeårige 'Vild med dans'-deltager kaster sig ind i debatten.

Hans engagement i Folkekirken begrænser sig nemlig til, at han betaler sin kirkeskat, fordi han gerne vil bevare bygningerne.

'Jeg har ikke været i en kirke, medmindre det var til et bryllup, begravelse, dåb eller konfirmation, og jeg kommer det heller ikke. Jeg har heller ikke selv et ønske om at blive viet i en folkekirke. For mig handler det ikke om, at jeg gerne vil giftes i en kirke, for mig handler det om, at vi skal have lavet det om, for det er håbløs gammeldags.'

B.T. har været i kontakt med Kirkeministeriet, men det er for øjeblikket ikke muligt at få en kommentar fra kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, da hun er ramt af corona.

I 2012, da homoseksuelle ved lov fik lov til at blive viet i kirken, satte daværende kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen over for Berlingske ord på, hvorfor præsterne fortsat fik mulighed for at sige nej.

»Præsterne har deres frihedsrettigheder. Omvendt sikrer vi, at homoseksuelle par har ret til at blive viet – bare af en anden præst. Så i gåseøjne vinder begge parter.«