Danser og skuespiller Silas Holst havde tilbage i 2017 ryddet kalenderen og glædede sig til at være med i TV 2’s populære underholdningsprogram 'Vild med dans'.
Sådan gik det dog ikke, og nu forklarer den 36-årige danser og musicalstjerne, hvad der gik galt dengang mellem ham og TV 2.
»Jeg blev børnefornærmet,« indleder Silas Holst sin forklaring og bryder ud i et stort grin.
Dansestjernen fik i sin tid sit folkelige gennembrud, da han i 2008 debuterede i 'Vild med dans' og siden medvirkede med stor succes i en lang række år frem.
I 2014 vandt danseren programmet med vejrværten Sara Maria Franch-Mærkedahl, og derefter valgte han selv at tage en pause fra 'Vild med dans'.
Det gjorde han, fordi han pludselig fik mulighed for at folde sig ud som musicalstjerne, men også fordi han manglede gnisten.
»Der var mange grunde til, at jeg var væk. Da jeg vandt med Sara Maria og skulle lave det året efter, kunne jeg bare mærke, jeg ikke havde så mange nye ideer mere,« forklarer Silas Holst.
Han følte, han vil komme til at kopiere sig selv, hvis han fortsatte, og det havde danseren ikke lyst til.

»Det er at snyde folk for en femmer hver fredag, og så er det heller ikke sjovt for en selv. Derfor tænkte jeg, det var godt at tage en pause. Det begyndte at køre på rutinen, og den er altid skræmmende og ubrugelig,« forklarer Silas Holst.
I 2017 var han dog klar på at tage en tørn mere, og kalenderen blev derfor ryddet, så han kunne være klar på at stå på de bonede gulve igen.
Men her kom det frem, at TV 2 ikke ønskede Silas Holsts medvirken, og det fik danseren til tasterne, hvor han i et eksplicit Instagram-opslag forklarede sine følgere, at han ikke var ønsket.
'Jeg havde ellers sat mit efterår af til det og ville gerne. Men min deltagelse er 'ikke nødvendig' i år. Holdet er sat,' forklarede Silas Holst i sit opslag, hvor han også fortalte, at han følte sig holdt hen af TV 2.

Hverken Silas Holst eller TV 2 gik dengang nærmere ind i, præcis hvad der var sket mellem parterne, siden danseren ikke skulle med på holdet. I dag vil Silas Holst dog godt sætte ord på, hvordan han så sagen.
»Jeg tror ikke, de forventninger, vi havde til hinanden, var helt afstemte. Og vi talte lidt forbi hinanden,« forklarer Silas Holst, der i dag taler om sagen helt afslappet og med et smil på læben.
»Jeg var sur over nogle ting, de var irriteret på mig, og jeg ved egentlig ikke, hvad det præcis var, men det endte bare lidt i hat og briller,« siger Silas Holst, der også mener, at sagen dengang blev blæst noget op.
Han understreger, at alt i dag er fint mellem ham og TV 2, og når 'Vild med dans' igen har premiere til efteråret, er Silas Holst da også at finde på listen over medvirkende.
Den 36-årige danser har tidligere vundet to 'Vild med dans'-trofæer, men når det kommer til kommende partner, er han åben for det meste.
»De må give mig alt fra Lars Løkke til Helle Thorning. Jeg glæder mig bare til at komme i gang, og der er også noget skægt ved ikke at vide, hvem det er, før man skal i gang,« siger Silas Holst.
Fra 20. april er han aktuel i musicalen Flashdance, der har premiere i Aarhus og siden spiller i Operaen i København.
Til sommer går optagelserne til 'Vild med dans' i gang.