Når alle er hjemme i villaen i Brønshøj, er de otte mennesker under samme tag.

Mor og mors kæreste, far og fars kæreste, far og fars kæreste, storesøster og lillebror.

Da skuespillerne Silas Holst og Johannes Nymark og deres veninde Louise Mahnkopf i 2014 blev forældre til deres første barn, Maggie My, boede der kun tre voksne i villaen i Brønshøj.

Siden kom lillebror Bob Jones til, Silas Holst og Johannes Nymark blev skilt i 2017, og alle tre forældre har siden fået nye kærester.

Forældretrioen Johannes Nymark, Louise Mahnkopf og Silas Holst – og Maggie My i Louises mave. Fotograferet i 2014.
Forældretrioen Johannes Nymark, Louise Mahnkopf og Silas Holst – og Maggie My i Louises mave. Fotograferet i 2014. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Det betyder, at familiens fælles hus i dag nærmest er blevet et kollektiv, fortæller Silas Holst i podcasten 'Fårking far' med Mattias Hundebøll som vært.

»Vi gør faktisk en dyd ud af at prøve at lave noget, så ofte vi kan - at være seks voksne med to børn, der tager i Tivoli eller på ferier sammen« siger Silas Holst.

Han og eksmanden bor stadig sammen i deres gamle lejlighed i huset.

De har fået hver deres soveværelse i kælderen, hvor børnene også sover, når de ikke er hos deres mor på første sal hver anden uge.

Men det tidligere par deler fortsat stue og køkken. Og det er også her, deres respektive kærester hænger ud, når de er på besøg.

»Børnene skal jo have så normal og genkendelig hverdag som overhovedet muligt. Så må vi voksne tilpasse os, så de får det, de er vant til,« siger Silas Holst i podcasten.

»Mine børn har ikke skiftet værelse. De sover stadig i den samme seng. De har en fuldstændig normal hverdag - det er bare alle os voksne, der har ændret vores hverdag omkring dem, uden de har lagt mærke til det.«

Selvom den store familie har det godt sammen i villaen i Brønshøj, så leder de for tiden efter noget større, fortalte Silas Holst for nylig til Realityportalen.

Silas Holst og kæresten Nicolai Schwartz.
Silas Holst og kæresten Nicolai Schwartz. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han drømmer nemlig om at flytte sammen med sin kæreste, Nicolai Schwartz, der er kendt fra 'Paradise Hotel' og 'Singleliv'.

Men det skal være i et hus, hvor der også er plads til Louise Mahnkopf og kæresten Brian Kofoed såvel som Johannes Nymark og hans kæreste, Jeppe Christoffersen.

Og selvom det kan lyde lidt kaotisk med så mange forældre, bonusforældre, ekskærester og nye mænd i ét hus, så er det den allerbedste løsning for ham og eksmanden Johannes Nymark, fortæller Silas Holst i 'Fårking far'.

»Det er sgu nemmere bare at blive boende sammen. Vi blev lykkeligt skilt, så vi er blevet enormt gode venner igen, da vi blev skilt.«