Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

'I’m out. Tak for turen.' Sådan skrev Silas Holst 29. november sidste år på sin Instagram-profil, hvor han takkede ni sæsoners dansepartnere og sagde endegyldigt farvel og tak til dansegulvet i en af de største tv-succeser i nyere tid.

»Jeg har været pisseglad for at være med, og showet har skabt en masse muligheder for mig, som jeg også nyder. Men jeg tror, at min tid på dansegulvet er overstået,« siger Silas Holst om sin exit fra 'Vild med dans' og tilføjer:

»Jeg synes, at jeg har fået de oplevelser ud af det, som jeg gerne ville have.«

At de oplevelser også til tider har haft en lidt bitter eftersmag, har fans af det populære program næppe kunnet undgå at bemærke.

Silas Holst er allerede begyndt at gøre sig tanker om, hvilken retning han i fremtiden skal gå i.
Silas Holst er allerede begyndt at gøre sig tanker om, hvilken retning han i fremtiden skal gå i. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ikke mindst i seneste sæson, hvor Silas Holst ofte havde svært ved at skjule sin vrede over dommerne og deres kommentarer til det, han og Lise Rønne leverede på dansegulvet.

Og mens han ikke lægger skjul på, at han – når det drejer sig om sit arbejde – er utrolig ærekær, har han også følt sig stemplet som krukke.

»Det rører mig faktisk meget, fordi det har noget med mit arbejde at gøre. Og det sætter jeg en dyd i at udføre 180 procent,« forklarer Silas Holst, som dog valgte at sige stop af flere forskellige årsager.

»Når man har en dansekonkurrence i 2021, som er det mest sete program, synes jeg, at det forpligter til at udvikle sig med tiden, rykke grænserne lidt og vise, hvad dans er, og hvad dans kan.«

»Min frustration udspringer af en stor kærlighed til showet, som har brug for at få rystet posen og blive sat lidt anderledes sammen for også at kunne overleve i 2025. Og den følelse er for egen regning, men den er der. Og der er sikkert andre, der gerne vil være med, som ikke har helt samme behov for at ryste posen, som jeg har,« uddyber Silas Holst om den ene grund til at stoppe i 'Vild med dans'.

Silas Holst elsker stadig 'Vild med dans', men har alligevel valgt at stoppe. Her ses han på dansegulvet i 2012 med Louise Mieritz.
Silas Holst elsker stadig 'Vild med dans', men har alligevel valgt at stoppe. Her ses han på dansegulvet i 2012 med Louise Mieritz. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

Men den står som nævnt ikke alene.

»Jeg er blevet ret bevidst om, at min krop også har en udløbsdato, og jo ældre jeg bliver, jo nærmere kommer den,« siger han.

Den grund vejer nærmest tungest i Silas Holsts beslutning. For med den følger bevidstheden om, at alting har en udløbsdato.

»Så det er også noget med at suge alt det til sig, man kan nå at suge til sig. Derfor vil jeg prøve at fylde kalenderen op med ting, som jeg gerne vil nå, inden mine ben ikke kan mere,« forklarer Silas Holst, som blandt andet har samlet sit eget boyband og linet en efterårsturné op.

»Det er den første forestilling, jeg selv står for, mit første hjertebarn,« smiler Silas Holst og kalder det kommende show for en kæmpefest med vandbassiner, fyrværkeri og elevator i gulvet.

Silas Holst er meget bevidst om, at han som danser har en udløbsdato, før kroppen siger stop.
Silas Holst er meget bevidst om, at han som danser har en udløbsdato, før kroppen siger stop. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Lidt ligesom Backstreet Boys i K.B. Hallen i 1995,« lover han.

»Jeg fik lyst til at prøve det af for at se, om det er den retning, jeg skal gå resten af mit liv, når min krop ikke kan præstere mere. Jeg bliver 40 om et år og er meget bevidst om, at på et eller andet tidspunkt vil kroppen bare ikke mere.«

»Selvfølgelig er jeg lykkelig over, at den kan endnu, men også obs på, at det skal slutte, inden det begynder at gøre for ondt.«

»For jeg vil også gerne kunne leve de næste 40 år for mine børn, vil gerne kunne lave fede ting med mine unger om ti år også. Det er jeg meget bevidst om.«