I videoen herover kan du høre Silas Holst fortælle om forholdet til Johannes Nymark i Kanal 4-serien 'Silas, Johannes og Louise' i 2016.

Det har været nogle turbulente måneder for danseren Silas Holst. For nogle uger siden afslørede han og ægtemanden Johannes Nymark, at de er gået fra hinanden, og at deres store hus i Brønshøj skal sælges. Kort efter kom det så frem, at Silas Holst har lukket den ene af sine to burger-restauranter i København. Der var simpelthen ikke kunder nok til, at stedet kunne køre rundt.

Det skriver Se og Hør, og over for BT bekræfter Silas Holst, at restauranten på Vesterbro lukkede for et halvt års tid siden.

»Det er rigtigt, at jeg har lukket min forretning, fordi den ikke kørte, som den skulle. Den på Vesterbro stjal kunder fra den på Frederiksborggade. Vi vidste fra starten, at den potentielt kunne være for tæt på den første, og det viste sig at være tilfældet. Det gjorde også, at den ikke fik den hype, som vi håbede. Nu arbejder vi på andre lokationer, hvor den nye restaurant kan ligge, som ikke er inden for en radius af en kilometer fra den første. Green Burger restauranterne fortsætter,« siger han til BT.

Tilbage i 2016 åbnede den kendte danser og entertainer først en og siden to veganer-restauranter i København i henholdsvis Frederiksborggade og Vesterbrogade. Under navnet GreenBurger ville han - sammen med en række forretningspartnere - sælge plantebaserede burgere til veganere, vegetarer og andre med mod og lyst på den grønne livsstil. Maden i restauranten har aldrig set skyggen af kød eller andre animalske produkter.

Men på Vesterbro kneb det med at få kunder nok. Ifølge Silas Holsts forretningspartner, Kasper Staal Jørgensen, var det, fordi Vesterbro-restauranten var placeret forkert.

»Det var primært lokationen, der var problemet, og vi kunne se, at omsætningen i vores restaurant i Frederiksborggade lå et helt andet sted,« siger han.

Ifølge Silas Holst har tabet gjort ondt, men den populære dansers økonomi er godt polstret.

»Det var et stort tab, men ikke et større tab, end at vi havde talt om det, inden vi åbnede restauranten på Vesterbro. Vi tænkte, at vi godt turde tage chancen, og det skal man også turde engang imellem. Det er ikke et større tab, end at vi overlever uden at gå fra hus og hjem, men det er altid røv irriterende at tabe penge. Jeg har fem forskellige firmaer, som går glimrende, så jeg er slet ikke i nærheden af konkurs. Gudskelov har jeg folk omkring mig -  plus mig selv - som er kloge nok til at håndtere mine penge. Jeg har ikke lavet det her uden at sørge for, at der er en portion sikkerhed for, at jeg ikke går på røven,« siger Silas Holst.

Kasper Staal Jørgensen vil heller ikke afsløre, hvor meget lukningen har kostet Silas Holst, eller hvor meget de andre bag konceptet har tabt på eventyret. Han understreger, at forretningen GreenBurger kører videre, og at det blot er den ene af restauranterne, der nu er lukket.

»Det er én enhed, vi lukker. Ikke forretningen som sådan. Restauranten i Frederiksborggade kører med overskud, og vi arbejder hver dag på, at det bliver en endnu bedre forretning,« siger han og henviser til, at folkene bag veganer-konceptet er first movers i en niche-branche med fremtid.

»Man skal tænke på, at veganismen er en bevægelse på vej frem. To til tre procent af befolkningen er veganere, og det er dem, der er vores primære målgruppe,« siger han.