Han påstod, at han allerede havde regnet ud, hvad der ventede, men blev ikke mindre lykkelig af den grund. 'Svært at sige nej til,' jublede han da også for et par måneder siden på sin Instagram-profil og viste stolt ringen fra kæresten frem. Ham, som han nu skal giftes med.

»Jeg føler, at jeg har vundet den helt store guldmedalje. Jeg glæder mig sindssygt meget til at blive gift,« smiler Silas Holst.

Det er lidt over fire år siden, at den populære danser fandt lykken igen sammen med Nicolai Schwartz efter en skilsmisse fra sin mangeårige partner, Johannes Nymark.

Men selvom parret for længst er kommet over den første stormende forelskelse, lægger Silas Holst ikke skjul på, at han i sin 35-årige kæreste har fundet drømmemanden.

Silas Holst har i den grad fundet lykken igen efter skilsmissen fra Johannes Nymark.
Silas Holst har i den grad fundet lykken igen efter skilsmissen fra Johannes Nymark. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Han giver mig så meget tryghed. Er der bare altid, gider lytte til mig, giver mig gode råd og accepterer mig, som jeg er.«

»Jeg ved jo godt, at jeg kan være en stor mundfuld, og at man som kæreste med mig køber sig ind i den fulde pakke med en eksmand og to børn. Men jeg har aldrig hørt ham brokke sig over det. Tværtimod,« fortæller Silas Holst om manden i sit liv.

»Oven i det er han sjov og klog og har lyst til livet. Han holder mig i gang, giver mig nok glæde og lykke til, at jeg aldrig behøver føle mig trist eller kedelig.«

»Efter fire års kæresteri kan jeg stadig få sommerfugle i maven ved tanken om at komme hjem til ham i aften. Selvom vi kun skal sidde i sofaen og læse en bog eller se fjerner. Jeg kan bare rigtig godt lide at være sammen med ham,« smiler en glad Silas Holst.

Det var i november sidste år, at Nicolai var nede på knæ for at fri til ham. Og selvom Silas Holst ofte har beskrevet sig selv som et meget lidt romantisk menneske, betyder det at blive gift alligevel noget helt særligt for ham.

»Der er et eller andet i det med at love hinanden noget foran andre mennesker, som jeg godt kan lide.«

Silas Holst med kæresten, Nicolai Schwartz
Silas Holst med kæresten, Nicolai Schwartz Foto: Henrik R. Petersen
Vis mere

Parret har gjort sig mange tanker om brylluppet, og har allerede været på research og kogt mulighederne ned til fem steder, der lever op til deres drømme om det perfekte bryllup.

»Det bliver et brag af en sommerfest, kan jeg godt love dig,« griner han glad.

Men trods deres forestillinger om, hvor og hvordan brylluppet skal finde sted, har parret dog allerede nu været nødt til at justere på flere væsentlige punkter. For tunge stemmer har blandet sig i planlægningen. Stemmer på syv og fem år.

»Maggie og Bob er så meget oppe at flyve over det,« siger Silas Holst og smiler ved tanken om de to børns begejstring.

Silas Holst med datteren, Maggie, som dengang blot var et år gammel.
Silas Holst med datteren, Maggie, som dengang blot var et år gammel. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Så Maggie vil meget gerne være hende, der kaster blomsterblade. Jeg havde godt nok ikke forestillet mig, at det skulle være den slags bryllup, men hvis hun gerne vil kaste rosenblade, inden vi går op ad en rød løber, strand, eller hvad det nu bliver, så er det sådan, det bliver.«

»Bob har så til gengæld set en tegnefilm, hvor der er en, der går med to ringe på en blå pude, og det syntes vi jo også var lidt i overkanten. Jeg havde i hvert fald forestillet mig en stille og rolig ceremoni, men selvfølgelig skal vi have en blå velourpude.«

Overkant eller ej – justeringerne får ikke Silas Holst til at føle sig mindre lykkelig.

»Nu bliver det et år med fuld hammer på det hele. Og det er ikke det værste.«

Silas Holst er aktuel i musicalen 'Kinky Boots', som efter planen har premiere på Det Ny Teater 10. februar.

Andre læser også