Silas Holst har taget afsked med sin far.
Den 39-årige multikunstners far, Benny Holst, døde den 9. januar, 80 år gammel, efter en årelang kamp mod Alzheimers.
Tirsdag blev der afholdt bisættelse i Vordingborg, hvor hans far i sin sidste tid boede på et plejecenter.
»Det var en smuk bisættelse,« fortæller Silas Holst til B.T..
»Jeg havde Maggie (Silas Holsts otteårige datter, red.) med, så hun kunne sige farvel til sin farfar. Det var hendes første begravelse. Hun syntes, det var smukt og en smuk kirke,« fortæller han videre og tilføjer, at de derefter delte blomster ud på Vordingborg kirkegård, da hans far ikke får et gravsted.
»Hans aske skal strøs i havet. Han havde en fortid som lystfisker og brugte alt sin tid på sin båd, så det føles helt rigtigt,« forklarer Silas Holst, der har delt et billede på Instagram med teksten 'God tur far'.
B.T. har fået lov til at dele billedet, som kan ses herunder:
Silas Holst har tidligere fortalt åbent om sin fars situation, samt hvordan det er at være pårørende til en med Alzheimers, som er en sygdom, der resulterer i svigtende hjernefunktion og demens.
»Min far fik diagnosen for omkring syv år siden og er forsvundet mere og mere væk siden. Så det er med ret blandede følelser i dag,« lød det fra Silas Holst den 10. januar.
»Er enormt trist over at vågne for første gang uden en far nogensinde, men også befriende, at han nu endelig er fri for den sygdom. Det er en frygtelig sygdom, der stjæler ens kære ganske langsomt, uden man kan gøre noget,« tilføjede han.