Fredag lagde Silas Holst et åbenhjertigt opslag på Instagram, hvor han fortalte, at han havde en dårlig dag.

Overfor B.T. gentager han, at han synes, det er svært at skulle være derhjemme, at skulle undvære voksentid udenfor hjemmet og ikke at kunne møde sine kollegaer og folk på jobbet.

»Det er jo slet ikke fordi, jeg er en af dem, der har det slemt. Det ved jeg godt. Der var en kvinde som til mit opslag kommenterede, at hun ikke kunne besøge sin mor, som har cancer,« lyder det fra danseren.

»Så det er jo virkeligt ikke for at brokke mig, for jeg har det heldigvis godt på den måde.«

Silas Holst fortæller bare, at han i dag blev ramt af klaustrofobi, fordi ingen ved, hvornår situationen ender.

Han er normalt en rastløs type, fortæller han, og derfor gør det også hjemmelivet med ingen arbejde svær at acceptere.

»Jeg er jo vant til at have gang i 117 ting, og jeg arbejder normalt syv dage om ugen, så det er ikke helt nemt,« fortæller han og uddyber:

»Jeg prøver dog at få det bedste ud af situationen, og jeg er gået i gang med at løbetræne, så jeg er klar til 'Dirty Dancing' (musicalen, red.), som vi forhåbentligt kører med i efteråret. Nu kan man jo ikke gå og udskyde ting, man har skubbet foran sig, længere:«

Silas Holst siger, at det har været dejligt at have ekstra tid sammen med børnene, og han prøver generelt at tage tingene fra den lyse side.

»Jeg tror, der er mange, der har det ligesom mig med den her situation, men altså så sover jeg en nat, og så er det hele sikkert bedre i morgen.«

I forbindelse med hele situationen omkring coronavirus, hvor alt er lukket ned, er Silas Holst en af de danskere, der har taget et initiativ.

Hver søndag tilbyder han gratis dansetimer online, og da B.T tidligere på ugen talte med ham om netop det, fortalte han også, hvordan han havde det med hele situationen.

»Det er, hvad det er. Det fineste ved denne her tid, som jeg selv har lært er, at lige pludselig sætter man enormt meget pris på sin egen hverdag. Hvor grå og kedelig man ellers synes den er.«

»Alle de små småting man går og brokker sig over, kommer jeg aldrig til at brokke mig over mere. Jeg synes pludselig, det virker som en luksusting at kunne gå på café og få en kop kaffe eller møde folk på gaden. Jeg har i hvert fald lært, man skal sætte pris på, hvad man har.«

Silas Holst afslører desuden, at han er startet på et nyt projekt, som han ikke kan løfte sløret for endnu, men som muligvis bliver afsløret i september,

Og selvom han ikke kan sige, hvad det handler om, så kommer det til at have med dans at gøre, lover han.