Silas Holst er i gang med sin sidste sæson som danser i 'Vild med dans'.

Men det betyder jo ikke nødvendigvis, at det skal være helt slut med at være en del af programmet. Der er som bekendt et dommerbord med fem dommere, hvor Marianne Eihilt har vist, at man kan tage springet fra danser til dommer. Og et sådant spring er Silas Holst absolut ikke afvisende for selv at tage, hvis muligheden en dag byder sig.

»Jeg ville elske det,« sagde han i fredags efter det niende liveshow af 'Vild med dans'.

»Hvis der bliver en ledig plads, vil jeg se det som en kæmpe ære at få lov til at sidde der, og jeg synes jo også, at Marianne (Eihilt, red.) er en vidunderlig dommer, som har et dejligt sprog, som også nydanserne forstår, og det er nok også, fordi hun selv har stået på gulvet og ved, hvad man har gået igennem i en uge i træningslokalet, som den eneste i det panel.«

Han har altid en følelse af, at Lise Rønne forstår og kan bruge det, som Marianne Eihilt siger til dem, når de har været på dansegulvet.

Det samme vil Silas Holst forsøge at gøre, hvis han en dag skulle få lov til at sætte sig i dommerstolen.

»Det var nærmest en jobansøgning,« lød det spøgende fra danseren, efter han havde sat ord på sine tanker om en mulig dommerrolle.

Som sagt er det sidste år, at Silas Holst skal danse i 'Vild med dans'.

Det er der flere årsager til. Dels vil han gerne fokusere på de teaterstykker, han er en del af, og dels føler han ikke altid, at den måde, han ser dans på, matcher med den måde dommerne i programmet ser dans på.

»Hvis man føler, at man hele tiden løber panden mod muren, så mister man lysten til at blive ved med at prøve,« forklarede han.