Silas Holst fortæller i dette interview om at miste et ægteskab - men omvendt om at genfinde et venskab

'Dette er ikke en nem opdatering at lave. Livet er fuldt af udfordringer og op- og nedture. Det er fuldt af kærlighed, sorg, travlhed og alt muligt andet som gør, at det ikke altid flasker sig som vi havde forestillet os det.'

Sådan indledte danseren Silas Holst og skuespilleren Johannes Nymark, da de i december offentliggjorde deres livs vel nok sværeste besked: de skulle ikke længere være ægtemænd. Efter otte år sammen og fire års ægteskab fastholdte de dog, at de stadig deler en stor kærlighed til hinanden og nu havde behov for ro omkring sig. Ro og plads til at finde et nyt ståsted for deres 'lille familie' på fem. I et interview med BT sætter Silas Holst nu ord på, hvordan de tre forældre og to børn navigerer rundt i det nye forhold sammen efter skilsmissen. I en hverdag, hvor han lige nu har travlt med hovedrollen i en ny musical på Det Ny Teater, som har premiere om to uger, men hvor larmen fra hans nylige skilsmisse konstant kræver hans opmærksomhed.

»Jeg forsøger at lukke verden ude for at dedikere mig til teateret, men der har virkelig været meget fokus på skilsmissen udefra. Det var i en periode som om, at min skilsmisse blev min identitet. Nu fylder det ikke så meget mere, og jeg vil gerne have min fokus på musicalen, som er det, der fylder lige nu.«

Silas Holst, skuespiller og danser og aktuel i musicalen 'The Book of Mormon' på Det Ny Teater.
Silas Holst, skuespiller og danser og aktuel i musicalen 'The Book of Mormon' på Det Ny Teater. Bax Lindhardt

I hårde tider har arbejdet som skuespiller altid været både meditativt og ‘terapeutisk’ for Silas Holst. Det var det, da hans bonusmor gik bort sidste år og er det også nu, hvor han med skilsmissen i ryggen medvirker i den anmelderroste publikumssucces ‘The Book of Mormon’. Skilsmissen har dog ikke været det monster, som den 34-årige skuespiller kunne havde frygtet. Den forløb ifølge hans egne ord gnidningsfrit og helt udramatisk.

»Gnisten mellem os forsvandt bare langsomt, og vi blev nærmest skilt, uden at vi selv lagde mærke til det. Jeg kender privat kun til lykkelige skilsmisser, og det er dejligt at mærke, at jeg selv er på vej til at få en,« fortæller han.

Familien med Johannes Nymark og veninden Louise Mahnkopf som i fælleskab har to børn er stadig i gang med at lande i den nye tilværelse, som Silas Holst er ‘rimelig afklaret med’, som han siger det. Han citerer Alexandra om skilsmissen med prins Joachim, hvor hun har sagt, at det næstbedste efter et lykkeligt ægteskab er en lykkelig skilsmisse. Det har Silas Holst og Johannes Nymark nu, efter de i lang tid havde et ægteskab uden et venskab, fordi gnisten var forsvundet. Nu har de tid til at fokusere mere på venskabet.

»Vi mistede et ægteskab, men vi har genfundet et venskab. På en måde er det rart, hvor mærkeligt det end lyder, fordi der er kommet ro på. Vi har det helt vildt godt sammen, vi snakker vanvittig godt sammen, bor stadig sammen og har børnene sammen. Vi har fået det hele til at fungere,« siger han.

Silas Holst, skuespiller og danser og aktuel i musicalen 'The Book of Mormon' på Det Ny Teater.
Silas Holst, skuespiller og danser og aktuel i musicalen 'The Book of Mormon' på Det Ny Teater. Bax Lindhardt

Med andre ord er hans ‘regnbuefamilie, som han selv kalder det, trods skilsmissen og farverige rygter helt intakt.

»Min familie er ikke opløst, og Johannes og Louise er stadig mine to nærmeste. Vi deler stadig hinandens succeser og støtter fortsat hinanden, og det håber jeg, at vi altid vil gøre. Jeg bliver frustreret over at læse den “tidligere regnbuefamilie”, fordi vi er kraftedme stadig en familie. En familie er en væsentlig større forpligtelse over for hinanden, end et ægteskab er. En familie er for evigt. Vi er stadig en regnbuefamilie med alt, hvad det indebærer,« forklarer Silas Holst.

Hele regnbuefamilien, Johannes Nymark, Louise Mahnkopf og Silas Holst, fotograferet under Vild med Dans i 2014, da de ventede deres første barn, Maggie My.
Hele regnbuefamilien, Johannes Nymark, Louise Mahnkopf og Silas Holst, fotograferet under Vild med Dans i 2014, da de ventede deres første barn, Maggie My. Thomas Lekfeldt

Han vægter derfor også sit nære venskab med ‘Vild med dans’-konkurrenten og nu eksmanden Johannes Nymark højt. Det føler han især værdien af nu, hvor han står midt i en krævende periode op til premieren på ‘The Book of Mormon’, hvor han seks gange om ugen tilbringer størstedelen af sin dag på teateret.

»Vi er blevet voksne sammen, fordi vi har været sammen i otte år. Vi er også i samme branche og har derfor også altid brugt hinanden og sparret med hinanden. Når vi kæmper med noget nu, så kan vi gud ske tak og lov stadig bruge hinanden. Jeg tror, det ville efterlade et stort tomrum, hvis jeg ikke havde det mere. Jeg ville føle mig meget alene. Det gør også, at det ikke fylder meget hos mig, at jeg er blevet skilt, fordi det lige nu ikke er meget anderledes end før. Johannes og jeg skal bare finde en ny hylde, hvor vores kærlighed hører hjemme. For den er der stadig.«

Familien med datteren Maggie My og sønnen Bob Jones bor derfor også fortsat sammen i huset i Brønshøj. Det er også planen i den nærmeste fremtid.

»Vi bor stadig sammen, og vi ved ikke, hvordan det bliver fremover, så langt er vi ikke nået. VI tager en dag af gangen og venter med at tage de store snakke, indtil det føles rigtigt. Lige nu føles det rart og rigtig, det vi gør, og det er det vigtigste,« siger Silas Holst.

Udover skilsmisse fylder ordet kærlighed meget i samtalen med Silas Holst, som den seneste tid også har været genstand for rygterne omkring, at han havde fået en ny kæreste.

»Jeg har hørt, at jeg skulle have fået en ny kæreste, men det har jeg ikke, af hvad jeg ved af. Det er ikke sådan, at jeg er blevet skræmt for kærlighed og tænker, at det skal jeg aldrig mere. Jeg håber på, at der kommer forelskelse igen, men lige nu er jeg rimelig fokuseret på musicalen, så jeg har ikke tid til at gå ud og date.«

Silas Holst lykønsker sin daværende mand efter sejren ved Melodi Grand Prix i 2016, hvor han vandt med gruppen Lighthouse X.
Silas Holst lykønsker sin daværende mand efter sejren ved Melodi Grand Prix i 2016, hvor han vandt med gruppen Lighthouse X. Ida Guldbæk Arentsen