Signe Lindkvist og Iben Hjejle mistede begge deres mødre, da de var i 20'erne, og her fortæller de om at leve med mørket og gøre sig umage med at skabe dejlige momenter for sig selv.

Signe Lindkvist var bare 23 år, da hun mistede sin mor. Moren var meget hårdt ramt af Parkinsons sygdom og valgte det, som Signe kalder livsudfrielse. Hun tog sit eget liv. Signe og hendes søskende vidste det godt, fik sagt farvel, og alt var på en eller anden mærkelig måde, som det skulle være, fordi Signes mor altid havde været sådan en – med Signes ord – kraftkarl, der tog kontrol over sit eget liv. Hun ville simpelthen ikke ende som en, der skulle have hjælp til alt.

Tabet af moren i så ung en alder er en af de ting, der binder Signe så stærkt sammen med Iben Hjejle, hendes makker på podcasten 'Sitter' og nu også i bogen 'Er der en voksen til stede?', som de to er aktuelle med. Iben mistede nemlig også sin mor alt for tidligt. Hun var 26 år, da hendes mor døde af cancer. 26 år og med en to måneder gammel søn på armen. Måske var det lige der, hun blev voksen? Eller måske bliver man aldrig helt voksen, når man mister sin mor så tidligt?

Dét er noget af det, den bog, de har skrevet sammen, handler om.

Foto: Les Kaner
Vis mere

Du siger i jeres bog, Signe, at man måske aldrig bliver RIGTIG voksen, når man mister sin mor så tidligt?

Signe: »Ja, men det er, fordi jeg tror rigtig meget på, at det at blive voksen handler om at blive voksen fra noget. At man ligesom trækker sig fra der, hvor man var barn, hen til et sted, hvor man siger: 'Så, nu er jeg voksen'. Hvor man kan løsrive sig fra sin mor og sige, at det kan godt være, du synes noget andet, men det her er mit valg. At man klipper navlestrengen, som det så populært hedder. Det, at Ibens og min mor døde, før vi var blevet rigtigt voksne, gjorde, at vi ikke havde noget at blive voksne fra. Vi havde ikke nogen navlestreng at klippe, og det gør, at selvom vi måske har fået realkreditlån og alt muligt – og også ER voksne i mange situationer – så mangler vi det sidste stempel. Vi er som det maleri, kunstneren ikke fik signeret. Vi mangler signaturen, der siger, at NU er du voksen. Og det har helt klart været en af de besværlige ting i vores liv, men det har også givet os en legesyg, lysten og nysgerrig side. Vi har aldrig rigtig fået vores vokseneksamen.«

Iben: »Det er rigtigt. Og for mig er der også det i det, at min mor kun var 56 år, da hun døde. Det er altså kun seks-syv år fra, hvor jeg selv er nu, og jeg har en kæmpe bevidsthed om, at man kan dø fra den ene dag til den anden. Livet kan ændre sig fra den ene dag til den anden. Og derfor handler det for mit vedkommende også om at 'maxe' tiden ud. Fylde det liv, der er, ud. Og det handler ikke om at gøre alt muligt, det kan sagtens bestå i at være stille med en kop kaffe ude på sin balkon, mens man glor på en skøn form for plante, man har plantet, mens man tænker 'ihhh, hvor er den fin'. Eller at være sammen med nogle børn og mærke, at der er brug for en. Gøre noget i stedet for at lægge sig på sofaen, mens man spiser vingummier og har ondt af sig selv, fordi man tænker, at man alligevel skal dø om ikke så længe. Nej, man skal 'maxe' livet ud.«

Signe: »Og det handler også rigtig meget om at finde ud af, hvordan MIT liv skal være. At det ikke bare er en skabelon, man fylder ud med parcelhus, Volvo og en dreng og en pige, mens man husker, at man skal gå til pilates. For det er ikke sikkert, at det er det, der er vigtigt for mig. Man skal finde ud af, hvad der gør en glad, og det kan være et kæmpe hårdt arbejde. Og det arbejde synes jeg, at både Iben og jeg har taget meget seriøst. Det er en af de ting, der viser, at vi faktisk også ER voksne i mange sammenhænge. At vi tager os selv og vores liv alvorligt.«

Foto: Les Kaner
Vis mere

Iben »Jeg er bange for at dø lige så ung som min mor, men det får mig ikke til at lægge alt slik, alkohol, fest og ballade på hylden, nærmest tværtimod. Men selvfølgelig tager jeg da nogle forholdsregler. Og det er meget voksent, for jeg forsøger faktisk at tage nogle forholdsregler rent økonomisk i forhold til, at jeg har en søn, og at der gerne skulle være et eller andet tilbage i testamentet til ham, så han ikke bare arver en skuffe med plastikbrocher. Jeg har – hele mit liv – forholdt mig til den alder, min mor havde, da hun døde, og jeg glæder mig til, at jeg – forhåbentlig – kommer forbi det punkt. For så er hvert år derefter – juhu – bonus! Jeg klarede den! Men når det er sagt, så bliver min gamle far altså 80 næste gang, min mormor blev 90 og min farmor 93 …«

Signe: »Jeg tænker også, at du bliver mere end seks år mere…«

Hvor gammel blev din mor, Signe?

Signe: »Hun blev 67. Hun var 42, da hun fik mig, og havde fået tre børn før mig. Og min far blev kun 64. Min mor røg 40 Gauloises uden filter om dagen og gik som keramiker rundt i glasur- og keramikdampe 24 timer i døgnet. På den måde tror jeg, at der er sket noget omkring min egen sundhed i forhold til mine forældres.«

Så du er ikke bange for at dø for tidligt?

Signe: »Min kæreste har et mere problematisk forhold til døden, end jeg har, fordi han ikke rigtig har prøvet at miste. I min verden er det mere – og det lyder absurd – men det er næsten mere normalen end undtagelsen, at man dør tidligt. Jeg har mistet begge mine forældre, alle mine bedsteforældre og et par af mine virkelig gode kammerater. Så for mig er det ret naturligt at forholde sig til døden. Jeg kan godt sætte mig ind i 'ekstra bonusår', som Iben taler om, men jeg regner ikke med at blive over 70.«

Hvorfor?

Signe: »Fordi det er der nærmest ikke nogen i min familie, der er blevet, så det vil komme virkelig bag på mig, hvis jeg bliver en 90-årig gammel dame, der går rundt i min have med en masse katte. Jeg har ikke noget problem med døden, og under coronaen har jeg faktisk tænkt over, at okay, hvis jeg dør i dag, så må jeg bare sige, gud, hvor er jeg stolt af det, jeg har opnået. Hvor er jeg stolt af mit barn og af min familie og venner. Jeg synes sgu, jeg har gjort nogle gode ting. Det eneste, jeg i virkeligheden går rigtig op i med døden, det er at sørge for et godt netværk til mit barn. At der er nogle onkler, tanter og gode kammerater, hvor hun kan bo en weekend, som husker at spørge, om hun vil med på campingtur, og som kan fortælle historier om, hvor fjollet og vidunderlig hendes mor var, ha ha.«

Signe og Iben vender hele tiden tilbage til deres mødre, når de skal definere sig selv. Der er ingen tvivl om, at det at miste tidligt har sat sig dybe spor. Og de har begge gjort sig mange tanker om, hvordan det har præget deres liv.

Foto: Les Kaner
Vis mere

Iben: »Fordi jeg ikke har haft min mor, har jeg været sindssygt god til at genkende livsmentorer på min vej. Voksne mennesker, hvor jeg har tænkt, at dér er noget, jeg kan bruge. Signe og mine to ældste veninder er for eksempel mennesker, der har haft – og har – betydning for mig, og som jeg kan lære noget af.«

Signe: »Jeg oplever, at jeg har et enormt behov for at skabe situationer, hvor det næsten er, som om min mor stadig var her. Situationer, hvor jeg tænker, at sådan ville min mor også have gjort det. Det kan være en gåtur i skoven, en frokost eller en vinterdag, hvor det hele er ad helvede til, men hvor jeg gør mig umage med at skabe et rigtig dejligt moment for mig selv og nogle andre. For det er helt klart en af de ting, jeg savner ved min mor. Jeg savner at komme ind i et rum eller en situation, som er som en mental stor omfavnelse af mig.«

Tårerne er begyndt at trille ned ad Ibens kinder. Hun tørrer øjnene, mens hun lytter til Signe.

Hvorfor bliver du så berørt lige nu, Iben?

Iben har svært ved at svare. Hun tørrer øjne igen. Og begynder at tale, mens hun græder.

Iben: »Åh, det er jo, fordi jeg kan genkende det. Det med, at man må gøre tingene selv …«

Hun holder en pause igen og kæmper med den næste sætning.

Iben: »Det med, at man er nødt til at være sin egen mor … Nej, undskyld altså, at jeg græder sådan. Men det her med, at man ikke længere har den ubetingede kærlighed i sit liv … Jeg har den selvfølgelig fra min far, men han er blevet en ældre, dement herre. Jeg siger ikke, at kærligheden er betinget fra en far, men den indeholder bare noget andet, når man er en datter. I klassisk forstand. Så jeg bliver virkelig rørt over det, som Signe siger, for dels er det heldigvis lykkedes os at lære at skabe de vigtige øjeblikke for dem, vi holder af, men det er altså samtidig hårdt, at man også er nødt til at give sig selv de øjeblikke …«

Stemmen knækker helt over igen.

Signe: »Første gang, jeg begyndte at have de følelser, boede jeg alene i en lejelejlighed på Vesterbro. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at købe en lejlighed, men jeg havde bare ikke nogen, der kunne kautionere. Jeg havde også lyst til at give lidt mere slip, rejse ud og være vild, men jeg var ikke sikker på, at der var nogen, der ville samle mig op, hvis noget gik galt. Hele tiden den der forsigtighed i forhold til, at jeg blev nødt til at passe på mig selv.«

Iben: »Der ER kun en selv!«

Iben slår hårdt i bordet for at understrege sine ord.

Foto: Les Kaner
Vis mere

Signe: »Ja, og vi taler tit om det. Det er, som om man har boet hele sit liv i en vidunderlig stue, hvor lyset vælter ind ad vinduerne, og pludselig er der nogen, der har åbnet to kæmpe fløjdøre til et MØRKE. Og man ved, at det mørke skal man bare leve med hele sit liv. Det er lige der. Den der sindssyge smerte og ansvarsfuldhed og sorg. Og det er hele tiden noget med at sige: 'Det er fint, du er der, men bak lige tilbage'.«

Iben: »Men nogle gange er man nødt til at gå ind i det mørke rum og bare lige stå lidt derinde og sige: 'Hallo … jeg er her, jeg er godt klar over, at det her også er en del af mig, og det er jeg stolt af'. Jeg er stolt af at have begge dele i mig. Det er inde fra mørket, alting kommer. Sådan helt 'Star Wars'-agtigt. Der er ikke noget lys uden mørke.«

Signe: »Jeg har en rigtig god ven, hvis kones mor døde i et trafikuheld, og den forståelse, vi to har sammen, er helt speciel. Det er, fordi vi er medlem af 'De døde mødres forening'. Man aner simpelthen ikke, hvordan det er at miste en elsket mor, før man har prøvet det.«

Iben: »Når man har mistet, kan man godt få sætninger som: 'Når du nu er kommet dig over det …' eller 'Når du nu er kommet igennem det …' Nej! Det er simpelthen ikke sådan, det fungerer. Man kommer sig ikke over det. Man kommer ikke igennem det. Men til gengæld lærer man at gå med det. Mørket. Som sådan en stor sort hund ved siden af en. En gang imellem har man ikke kontrol over den, og så suger den en ind et sted, hvor det bliver svært og kompliceret. Andre gange har man hundrede procent styr på, hvor den er, og hvad den består af, og så kan den sætte sig roligt ned ved siden af en. Det kan den det meste af tiden. Og det er fint. Men sorgen er aldrig noget, man kommer igennem. Aldrig noget, man kommer over. Aldrig noget, man kan skille sig af med.«

Signe: »Nu lyder det måske absurd, men man kan godt finde glæden i at være en af dem, der går rundt med en stor sort hund ved siden af sig. Det betyder, at man kan nogle andre ting, end andre mennesker kan. Ikke dermed sagt, at man er bedre, men man er mere følsom. Og man har formodentligt på en eller anden måde nemmere ved at bearbejde sorg. Jeg oplever det tit, som om jeg kan spille på flere tangenter på klaveret. Jeg spiller ikke nødvendigvis bedre end andre, men mit register er en lille smule bredere, fordi jeg har oplevet de ting.«

Iben: »Ja, der er lidt flere toner. Det er en fin måde at sige det på.«

Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.