Tv-vært og cirkusprinsesse Signe Lindkvist fortæller nu i et åbenhjertigt interview med Alt for Damerne, hvordan hun håndterede at miste sin mor i en ung alder.

Den i dag 42-årige Signe Lindkvist mistede sin mor, da hun var blot 24 år. Tabet tog hårdt på den arbejdsomme kvinde, der på det tidspunkt, netop havde sagt ja til at lave en rejsereportage for TV2. Hun tog af sted på arbejde 10 dage efter moderens begravelse.

»Jeg var så bange for, at tv-holdet ikke ville turde sige til mig, hvis jeg ikke var god nok. At de ville skåne mig, fordi min mor lige var død. Så jeg sagde slet ikke til nogen, at jeg gik rundt med en kæmpe sorg,« siger Signe Lindkvist, der efter hjemkomsten måtte sygemelde sig og gå i terapi.

Signe Lindkvist med kæresten Mads Ulrick Holmstrup.
Signe Lindkvist med kæresten Mads Ulrick Holmstrup. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Vis mere

»Der var jo ikke hårdere for mig end for alle andre mennesker at miste en mor, men jeg havde ikke taget sorgbearbejdelsen alvorligt,« siger hun.

Signe Lindkvist har en datter på 12 år fra et tidligere forhold, og hun er papmor til to piger. Hun arbejder freelance og laver blandt andet Cirkus Summarum for DR, hvor hun optræder som cirkusprinsesse.

Signe Lindkvist ved Cirkus Summarums 10 års fødselsdag.
Signe Lindkvist ved Cirkus Summarums 10 års fødselsdag. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hun betegner sin datter Karla My som 'den vigtigste vejleder i sit liv'.

»Hun var to et halvt år, da jeg blev skilt fra hendes far. Jeg kan huske alle de aftener, jeg sad og var skilt, forvirret og ked af det. Jeg har talt meget med hende om livet – på hendes niveau. Det hjalp mig. Nu er hun næsten 13 år, og jeg er så taknemmelig for, at det kloge hoved er i mit liv. Jeg er typen, der har svært ved at falde til ro. Da jeg var ung, troede jeg, at jeg ville få børn, hus og bil, og at der ville være styr på det. Nu er jeg 42, og jeg har barn og hus, men jeg føler stadig ikke helt, der er styr på det,« siger Signe Lindkvist.