Realitystjernen pressede på indtil scoringen gav efter.

Sidney Lee mødte sin ti år yngre kæreste på realitykollegaen Peter Birchs bar, Cheap, i København for en måned siden. Det fortæller de til Se & Hør.

Den orangebrune scorekonge har i hele sin realitykarriere fortalt, hvordan han har et blødt punkt for mørke piger, så det kom ikke som nogen overraskelse, at hans nye kæreste er en mørklødet skønhed. Den 33-årige realitystjerne har nemlig scoret den 23-årige Kia Soni Gramkow Fisher, der er pæredansk, men stammer fra Indien.

De to ankom sammen til Se & Hørs fredagsbar, hvor ugebladet angiveligt tog Kia Soni Gramkow Fisher i at kalde Sidney Lee 'sin kæreste'. Men direkte adspurgt, kan de ikke blive helt enige om, hvad de er.

For selvom hun har haft flere år og timer foran fjernsynet til at finde ud af, præcis hvad man får, når man dater selvbrunerkongen, har Kia Soni Gramkow Fisher et par krav.

- Hun siger, at vi først bliver kærester, når jeg holder op med at ryge. Så det prøver jeg på, siger den nyforelskede Sidney Lee til Se & Hør og suppleres af kæresten, der afslører, at hun først var afvisende over for realitystjernen.

- Men han blev ved, og så sagde jeg, at han kun ville få mig med på en date, hvis han ikke tog læderbukser på.

Og det var da også en Sidney Lee klædt i cowboybukser, der kunne vise sin nyeste scoring frem for offentligheden.

I foråret deltog Sidney Lee i endnu en omgang af 'Singleliv' - det program, der for alvor gjorde hans brune ansigt kendt i sin tid. I den forbindelse fortalte han bt.dk, at han også havde sagt ja til en sæson mere for at finde en ny kæreste.

- Ja, det har jo nok på en eller anden måde… men det er svært. Da jeg filmede allerførste sæson og ikke var rigtig kendt, var det nemmere. Nu er der mange, der bare gerne vil på kamera og på tv, sagde han dengang til bt.dk.