Sidney Lee er død.

Det bekræfter familien over for Ekstra Bladet.

»Vi er i stor sorg,« fortæller familien, der ikke ønsker at oplyse yderligere om dødsfaldet til Ekstra Bladet.

Sidney Lee, der var en af Danmarks første og mest kendte realitystjerner, blev 43 år. TV-kendissen gik under det borgerlige navn Sidney Hassel Hansen.

Ekstra Bladet skriver, at politiet var til stede, da Sidney Lee mistede livet.

Martin Kajbjerg, der er vagtchef ved Københavns Politi, bekræfter overfor B.T., at en sag i dag er overgået til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Når politiet er til stede ved et dødsfald, vil sagen blive undersøgt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterfølgende. Københavns Politi kan ikke oplyse mere om sagen.

Sidney Lee var en af Danmarks mest kendte realitystjerner. I godt 15 år deltog han i mere end 50 programmer.

Han blev særlig kendt efter sin deltagelse i programmet Singleliv, hvorefter han deltog i mange forskellige realityprogrammer.

Sidney Lee har medvirket i programmerne For Lækker Til Love, Dagens mand, Divaer i junglen og mange flere.

Med sin bandana om hovedet, solbrændte kulør og adskillige tv-optrædener blev Sidney Lee et kendt ansigt i Danmark.