Det har de seneste måneder væltet ind med anklager mod Shia LaBeouf.

Først sagsøgte hans ekskæreste sangerinde FKA Twigs med det borgerlige navn Tahliah Barnett ham for at have været voldelig og misbrugt hende seksuelt, og siden kaldte den australske sanger Sia ham for 'en patologisk løgner, der narrede hende til utroskab'.

Nu har FKA Twigs givet yderligere detaljer om, hvordan hendes ni måneder lange forhold til skuespilleren var.

Hun fortæller i et interview i BBC-podcasten 'Grounded', at hun var rædselsslagen for skuespilleren, som ifølge hende blandt andet forbød hende at kigge andre mænd i øjnene.

FKA Twigs og Shia LaBeouf fotograferet sammen for et par år siden.
FKA Twigs og Shia LaBeouf fotograferet sammen for et par år siden. Foto: CLTN
Vis mere

Hun påstår desuden, at Shia LaBeouf isolerede hende, så hun ikke kunne tale med sine venner og familie, og at han engang tog kvælertag på hende på en tankstation foran adskillige tilfældige vidner, som – ifølge hende – intet gjorde for at hjælpe hende.

»Jeg følte virkelig, at det var umuligt for mig at forlade ham. Jeg følte mig så kontrolleret,« siger hun i interviewet ifølge Page Six.

FKA Twigs og Shia LaBeouf mødte hinanden til optagelserne på filmen 'Honey Boy' i 2018.

De gik fra hinanden i maj 2019, og i december 2020 meddelte sangerinden, at hun sagsøgte LaBeouf for seksuelt overfald og vold.

I BBC-podcasten fortæller hun, at forholdet mellem hende og den verdenskendte skuespiller begyndte lykkeligt, men at han langsomt blev mere og mere voldelig.

Ifølge hende var det de mindste ting, som kunne gøre LaBeouf rasende.

»Det var, som om hvis jeg var sød eller høflig mod for eksempel en tjener eller andre, så betragtede han det som om, at jeg flirtede eller gerne ville indlede en eller anden form for forhold til personen, selvom jeg i virkeligheden bare var i gang med at bestille en portion pasta,« siger hun og fortsætter:

»Jeg fik forklaret af ham, at jeg vidste, hvordan han var, og at jeg ikke ville kigge mænd i øjnene, hvis jeg elskede ham. Så sådan var min virkelighed i de sidste fire måneder af forholdet. Han forbød mig at kigge andre mænd i øjnene.«

Shia LaBeouf.
Shia LaBeouf. Foto: Mark Blinch
Vis mere

FKA Twigs påstår også, at Shia LaBeouf fortalte hende, hvor meget kærlighed hun skulle levere på daglig basis.

»Han sagde til mig, at hans tidligere kæreste formåede at imødekomme den daglige kvote, men at jeg ikke levede op til de kravene, som var 20 berøringer om dagen, 20 kys samt bekræftelse af min hengivenhed til ham,« siger hun og fortsætter:

»Han kunne finde på at vække mig midt om natten for at beskylde mig for alle mulige ting. For eksempel beskyldte han mig for at stirre på loftet, mens jeg tænkte på, hvordan jeg kunne forlade ham. Han beskyldte mig også for at onanere og for at ville være sammen med andre – og det skete næsten altid mellem klokken 04.00 og 07.00 om morgenen.«

Sangerinden fortæller endvidere, at hun efter bruddet stadig oplever at få angstanfald om natten, hvis hun vågner af en lille lyd, fordi hun automatisk når at tænke, at Shia LaBeouf ligger ved siden af hende.

Indtil videre er Shia LaBeouf ikke blevet dømt for noget.

Han har tidligere udtalt til New York Times, at mange af FKA Twigs påstande mod ham er usande, men at han vil give hende muligheden for at ytre sig offentligt. Han dog samtidig undskyldt og indrømmet, at han 'har en tendens til at skade folk omkring sig'.

»Jeg har ingen undskyldninger for mit alkoholmisbrug eller mine aggressioner. Jeg har været voldelig over for mig selv og alle omkring mig i årevis. Jeg har en tendens til at skade folk omkring mig. Jeg skammer mig og kan kun beklage. Der er virkelig ikke andet, jeg kan sige.«