Et af denne sommers største musikhit står Shawn Mendes og Camila Cabello for – 'Señorita'. I forbindelse med sangens udgivelse lavede de også en meget saftig musikvideo.

Det fik straks rygterne om en romance mellem de to til at svirre, da det kom frem i juni, at Cabello havde slået op med sin kæreste. Og nu ser det ud til, at der er hold i de mange rygter, som især fans stod for.

Der er taget en række billeder af Shawn Mendes og Camila Cabello i løbet af sidste uge. Billeder, hvor de to musikere ifølge E News er på vej til brunch i West Hollyood søndag.

De er iført afslappet tøj og ser ud til at nyde hinandens selskab, mens de fletter fingre og omfavner hinanden.

Her fletter de to musikere fingre.
Her fletter de to musikere fingre. Foto: Ritzau Scanpix
Vis mere

Tidligere på ugen blev de to smukke musikere også set sammen sent om aftenen gående hånd i hånd. Det puster som tidligere nævnt til rygterne om, at der skulle være en lille romance mellem de to kunstnere.

Musikvideoen til hittet 'Señorita' blev eksempelvis af magasinet Cosmopolitikan kaldt for 'det mest erotiske, der nogensinde er sket på YouTube'. De er måske ikke helt galt på den.

Hverken den canadiske sanger Mendes eller cubansk-amerikanske Cabello har brugt meget tid på at kommentere rygterne.

Shawn Mendes blev for få dage siden i en Q&A spurgt om hans relation til Havana-sangerinden Cabello.

»Det er et dobbelt spørgsmål. Det første: 'Dater du Camila?' Og hvis ikke: 'Vil du så gå ud med mig?'« spørger en ung kvinde i et klip, der er blevet delt på Twitter af brugeren @jennybelieves.

Mendes ryster straks på hovedet, da hun spørger ind til Cabello, hvorefter han svarer på den anden del af spørgsmålet.

»Det vil jeg ikke, men jeg kender dig ikke. Jeg bliver nødt til at lære dig at kende først,« svarede han den håbefulde fan, som fik en slags svar på spørgsmålet angående den påståede romance.

Det eneste, som Cabello har udtalt, har været på de sociale medier i forbindelse med ekskæresten Matthew Hussey, der ufrivilligt blev konfronteret med rygterne om Cabello og Mendes' romance.

Hun skrev blandt andet på Instagram:

'Til mine fans. Hvis I virkelig elsker mig, så skal I ikke sende hadefulde beskeder til folk, jeg elsker og holder af,' lød det på den 22-årige sangerindes Instagram-story.

'Det sårer mig virkeligt, at I gør det. Det er så unødvendigt sårende, og I hælder salt i et åbent sår.«

Ekskæresten Matthew Hussey blev nemlig bombarderet med billeder af Camila Cabello og hitmusikeren Shawn Mendes – blandt andet fra deres meget sensuelle musikvideo 'Señorita'.

Der var også Camila Cabello-fans på de sociale medier, der skrev 'Camren er ægte'.

Det henviser til et gammelt rygte om, at Camila Cabello på et tidspunkt datede sit forhenværende bandmedlem Lauren Michelle Jauregui fra Fifth Harmony.

Camren er en sammentrækning af de to kvinders fornavne.

Camila Cabello og Shawn Mendes har også tidligere lavet musik sammen, og i 2015 udgav de hittet 'I Know What You Did Last Summer'.

Shawn Mendes og Camilla Cabello omfavner hinanden.
Shawn Mendes og Camilla Cabello omfavner hinanden. Foto: Ritzau Scanpix
Vis mere