Først var hun for tyk, nu er hun for tynd.
Debatten om Adeles krop vil nærmest ingen ende tage, og nu har også Sharon Osbourne meldt sig ind i koret af folk med en holdning til sangerindens vægt.
Og det har hun gjort med en kommentar, der i den grad vækker opsigt. Det skriver The Sun.
Den 67-årige tv-personlighed diskuterede Adeles vægttab i talkshowet 'The Talk', fordi sangeringen for nyligt delte et billede på Instagram, hvor hun så opsigtsvækkende tyndere ud end tidligere (se billedet nederst i artiklen, red.).

Billedet af Adele skabte ekstrem opmærksomhed, fordi nogle hyldede hende for vægttabet, mens mange andre fordømte rosen, da de mener, den er med til at skabe et samfund, hvor det ikke er okay at have lidt ekstra kilo på sidebenene.
I talkshowet giver Sharon Osbourne udtryk for, at hun er imponeret over Adeles transformation, som hun kalder for sangerindens eget valg:
»Hun ser absolut fantastisk ud. Jeg er glad på hendes vegne, og jeg synes, at alle skal være glad på hendes vegne, fordi det er hendes eget valg. Hun gjorde det ikke for andre end sig selv, og derfor bør folk støtte hende.«
Sharon Osbourne, der selv fik foretaget en fedmeoperation tilbage i 1999, bevæger sig herefter ud i den kommentar, der har skabt stor opmærksomhed i de britiske medier.
»Når rigtig store kvinder siger, at de er glade og føler sig tilpas i deres krop, så tror jeg ikke på dem,« siger tv-personligheden, som er gift med sangeren Ozzy Osbourne.
»Jeg var virkelig, virkelig stor, og jeg var ikke glad,« fortsætter hun.
Sharon Osboune siger endvidere, at selvom hun måske virkede glad, så var hun det ikke inderst inde.
»Når jeg lå i sengen om aftenen, alene, så var jeg virkelig ulykkelig,« fortæller hun.