Sidste år flyttede den danske sangerinde Sharin Foo fra USA og hjem til Danmark. Men det var langtfra uden overvejelser.

Datteren Molly er nemlig blevet i USA hos sin far.

Selvom det at flytte hjem uden hende har været en vanskelig beslutning, har Sharin Foo og eksmanden helt bevidst håndteret situationen uden det store drama, fortæller hun til Alt for damerne.

»Det har været noget, jeg ikke har været så tilpas ved at tale om. Det må ikke blive en sensationshistorie, det er meget vigtigt for mig. For der er ikke noget sensation i det. Det er en meget gennemtænkt beslutning,« siger hun til magasinet.

Sharin Foo er hjemme i Danmark igen.
Sharin Foo er hjemme i Danmark igen. Nils Meilvang

Sharin Foo og eksmanden, musikeren Greg Edwards, blev skilt i 2015.

Det var også en beslutning, der tog hårdt på Sharin Foo, og som var svær at acceptere, fortæller hun.

»Fordi jeg godt kunne se, hvor udfordrende det er, når man har barn sammen og kommer fra to forskellige lande,« uddyber Sharin Foo over for Alt for damerne.

Efter næsten 17 års ophold fordelt i byerne London, New York og senest Los Angeles meddelte sangerinden, at hun flyttede hjem på grund af et stort savn til familie og venner.

Sharin Foo sammen med sin dansepartner Frederik Nonnemann under Vild med Dans i 2015.
Sharin Foo sammen med sin dansepartner Frederik Nonnemann under Vild med Dans i 2015. Liselotte Sabroe

Det fortalte hun til Se og Hør.

I Danmark har hun fået et job som underviser på Rytmisk Musikkonservatorium i København.

Sharin Foo er vokset op på Djursland, hvorefter hun flyttede mod vest. I USA opnåede hun stor succes som sanger i bandet The Raveonettes sammen med Sune Wagner.

I Danmark har hun været coach i talentshowet 'Voice – Danmarks største stemme' i både 2011 og 2012. I 2015 deltog hun desuden i 'Vild med dans'.