Shania Twains kærlighedsliv hører til et af de mere komplicerede.

Hun har nemlig mødt sin nuværende mand, Frédéric Thiébaud, på en højst utraditionel måde. Det skete, da hun fik at vide, at hendes daværende var utro med hans daværende kone - altså Thiébauds.

En nyhed, som hendes Frédéric Thiébaud selv overrakte til sangerinden, skriver magasinet AARP ifølge People.

Shania Twain, som er kendt for hits som 'Man! I Feel Like a Woman' og "You're Still the One', var tidligere gift med Robert John Lange, der altså valgte at være hende utro. Kvinden, han var hende utro med, var sågar sangerindens private sekretær Marie-Anne Thiébaud.

Her ses Twain med sin mand Frederic Nicolas Thiebaud i 2011.
Her ses Twain med sin mand Frederic Nicolas Thiebaud i 2011. GABRIEL BOUYS

Da Twain og Lange derefter blev skilt, og sangerinden fik en depression, hvor hun nogle gange end ikke havde lyst til at vågne op den næste dag, brugte hun Frédéric Thiébaud som støtte.

De to udviklede et nært venskab, og før de vidste af det, havde de udviklet følelser for hinanden, og de har i dag været gift i ni år.

Tidligere havde den private assistent Marie-Anne Thiébaud forsikret Shania Twain om, at hendes daværende ægtemand, Lange, aldrig ville være hende utro, hvilket sangerinden i dag kalder for en 'absurd' kommentar.

Nu ser hun tilbage på måden, som hun fandt sin mand på og slår fast, at det er kompliceret.

»Det er indviklet. Smukt og indviklet,« lyder det fra stjernen.

Hun har foruden sine tidligere problemer med kærligheden også haft problemer med sin sangstemme.

Der var nemlig medicinske grunde til, at stjernen næsten ikke kunne synge mere. En lidelse, der kaldes dysfoni. Hun er dog blevet opereret i 2018, så hendes stemme kunne blive styrket.

Den 54-årige stjerne blev forlovet med Frédéric Thiébaud i 2010 og gift med ham det efterfølgende år. Han er 49 år og en succesfuld schweizisk forretningsmand.