Lørdag var Selena Gomez inviteret ind for at være gæstevært på det amerikanske satireprogram 'Saturday Night Live'.

Her havde hun - traditionen tro – en lang åbningsmonolog, hvor den 29-årige sangerinde gjorde det klart, at hun er træt af sin civilstatus.

»En af grundene til, at jeg har været meget glad for at være vært, er fordi jeg er single, og jeg har hørt, at SNL er et fantastisk sted at finde romantik,« lød det fra Selena Gomez.

Her henviste hun blandt andet til skuespillerinderne Emma Stone og Scarlett Johansson, der begge har mødt deres ægtemænd gennem programmet.

I åbningsmonologen forklarede hun desuden, at hun ikke ønsker at gøre brug af datingapps, men i stedet bruger sin taletid i programmet til at gøre det klart, at hun manifesterer kærlighed.

»Jeg vil gerne sige, at jeg leder efter min soulmate … men jeg er efterhånden klar til at tage hvem som helst.«

Selena Gomez har tidligere dannet par med flere store stjerner, heriblandt hitmagerne The Weeknd og Justin Bieber.

Sidstnævnte var hun i et on/offforhold med i årevis, før de altså – til millioner af fans' store ærgrelse – gik hver til sit.

Justin Bieber har været gift med modellen Hailey Baldwin, nu Bieber, siden 2018.