Den tidligere barnestjerne Selena Gomez gav et særligt indblik i sine fremtidsplaner, da hun talte til 'Fast Company Innovation Festival' i New York.

Her nævnte hun blandt andet børn som en af de ting, hun ønsker sig for de kommende år.

Det sker, efter hun for omkring to år siden åbnede op om en række helbredsmæssige udfordringer, der gør, at hun ikke selv kan bære børn.

Ifølge Dailymail ser hun dog positivt på de muligheder, der ellers er for at øge familien, der indtil videre består af hende selv og ægtemanden Benny Blanco. 

Da hun i første omgang fandt ud af, at hun ikke selv kunne bringe børn til verden, måtte hun efter eget udsagn 'sørge et stykke tid'. 

Nu er tonen en anden:

»Jeg har det meget bedre med det nu. Jeg ser det som en velsignelse, at der er vidunderlige mennesker, der er villige til at være surrogatmødre eller bortadoptere, hvilket begge er store muligheder for mig,« fortæller hun ifølge mediet. 

Og selvom vejen til at blive mor kommer til at se anderledes ud, end hun havde forestillet sig, glæder hun sig til at se, hvordan rejsen bliver.

Videre fortæller hun, at uanset hvordan barnet kommer ind i hendes liv – om det bliver gennem adoption eller et surrogatmoderskab – vil barnet være hendes. 

Den 34-årige er kendt for sin karriere som både sanger og skuespiller, samt skønhedsbrandet 'Rare Beauty', som hun lancerede i 2020.