Den danske influencer og tidligere 'Paradise Hotel'-vinder Tina Maria Hansen er blevet mor til sit andet barn.

Det skriver hun på Instagram, hvor hun samtidig kan fortælle, at den lille ny kom til verden flere uger for tidligt.

'Hej vores lille skat. Du ville ud til verden og møde din mor, far og storesøster. Seks uger før tid, og du er den sejeste,' skriver hun på en såkaldt story, hvor den lille baby ligger på sin mors bryst med hue på og en iltslange til næsen.

Tina Maria Hansen, der i forvejen har fireårige Olivia med sin kæreste Patrick Engbo, har tidligere fortalt, at ingen af de to graviditeter har været uden komplikationer.

Tina Maria blev i 2017 mor til datteren Olivia, og det ændrede meget i hendes liv.
Tina Maria blev i 2017 mor til datteren Olivia, og det ændrede meget i hendes liv.
Vis mere

'Jeg har følt mig enormt svigtet af min krop, og det har gjort mig både sur og totalt ulykkelig. Jeg har været vildt bange og haft katastrofetanker om at miste baby samt det at være indlagt og fjernet fra sit fireårige barn, der viser bekymring for sin mor,' skrev hun i sidste måned på Instagram.

'Jeg er sengeliggende med alt, hvad det indebærer af stikpiller, støttestrømper, blodfortyndende indsprøjtninger i maven og arabin pessar. Mit job er nu at samarbejde med min krop og ikke hade den for at svigte mig, men at brygge videre på baby, så baby kan blive klar på livet.'

I opslaget skrev hun desuden, at hendes milepæl var at nå til 34 fulde uger uden at føde – altså otte uger under en normal graviditet. Og den milepæl blev altså nået, på trods af den for tidlige fødsel.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra den nybagte mor til to.