Jørgen Leths Tour-samarbejde med bilgiganten Citroën er en fiasko.

Sådan lyder dommen enstemmigt fra anmeldere og eksperter efter 14 dage med Tour de France og Jørgen Leth.

Interessen var ellers stor, da 82-årige Leth på et pressemøde foran den danske dagspresse 1. juli erklærede, at han skulle dække det ikoniske cykelløb i samarbejde med Citroën.

Samtlige af landets større medier kunne efterfølgende fortælle deres læsere og seere, at man hver dag under Touren kan gå på YouTube samt Facebook og se legenden udbrede sig om løbet, Frankrig og livet generelt fra et lejet slot i Carcasonne.

Men på trods af den massive omtale svigtede seerne, da 1. afsnit af 'Citroën redder turen' udkom 6. juli. Beskedne 36.000 har i skrivende stund set afsnittet, og siden da er det kun gået ned ad bakke.

Hver dag er et betydeligt antal seere faldet fra, og afsnit 13, som blev lagt på YouTube og Facebook onsdag, er blevet set sølle 4.000 gange.

Det kalder den erfarne journalist og medieekspert Lasse Jensen for 'en dramatisk nedtur' og 'Jørgen Leths uværdige farvel til cykelløbet' i en klumme i Information.

»Tallene taler for sig selv. Det går ned og ned,« siger han til B.T.

Jørgen Leth er Mr. Tour de France i danskernes øjne, men han slår ikke til uden TV 2s kæmpe-produktion omkring sig, lyder det fra Berlingskes anmelder. (Foto: Scanpix)
Jørgen Leth er Mr. Tour de France i danskernes øjne, men han slår ikke til uden TV 2s kæmpe-produktion omkring sig, lyder det fra Berlingskes anmelder. (Foto: Scanpix) Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Både Ekstra Bladet og Berlingske har anmeldt programmet og giver bundkarakteren én stjerne ud af seks.

»Jørgen Leth formår ikke at give noget ekstra til løbet. Han er heller ikke i nærheden af Touren,« skriver Ekstra Bladet, mens Berlingske slår fast, at Leth skylder den tidligere arbejdsgiver TV 2 sin brede appel.

Anmelderen mener nemlig, at det minimalistiske format, hvor Asger Leth filmer sin far med en telefon og selv klipper videoen, udstiller Jørgen som en Lethvægter.

»TV 2 har ikke brug for Jørgen Leth, men Jørgen Leth har brug for TV 2. Jørgen Leths format har i mange år været afhængig af TV 2s tekniske og redaktionelle setup, så han passede ind som dosseret akkompagnement til resten af Tour-sendefladen,« lyder kritikken fra Berlingske.

Men anmelderne såvel som publikum har slet ikke forstået konceptet, siger Asger Leth.

»Folk misforstår, hvad det her er. Det er en tak fra Citroën til os, fordi vi har hjulpet dem tidligere. Vi render bare og filmer små ting med vores iPhones, imens vi laver en masse andre ting. Derfor er vi også ret ligeglade med kritikken,« siger han til B.T.

»Folk har ikke krav på, at det her opfylder alle mulige ønsker om en kæmpe produktion. Det er en lille gave, en hyggeting, som man kan se eller lade være,« siger den 49-årige filminstruktør.

Hans far har tidligere sagt til B.T. om kritikken, at:

»Selve skilsmissen fra TV 2 førte jo til nødvendigheden af at finde en anden vej. Det er en udfordring, som kan være inspirerende. Sådan er det i det hele taget, hvis man sadler om og genopfinder sig selv og sin tilgang til tingene. Så bliver det mere spændende.«

Han kan glæde sig over, at Citroën-eventyret dog har givet ham succes på Instagram, hvor hans nyoprettede profil på kort tid har fået over 70.000 følgere.

Flere medier har uden held forsøgt at få Citroëns pressechef, Trine Krastrup, til at forholde sig til den massive kritik af programmet. Hun er heller ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelser i forbindelse med denne artikel.