»Det er en KÆMPE fejl.«

Da den prestigefyldte Oscar-uddeling fandt sted natten til mandag dansk tid, var et af de faste indslag en 'In Memoriam'-hyldest til mange af de prominente navne, der det seneste år er gået bort. Men flere seere raser nu over, at særligt én person ikke blev nævnt i den forbindelse.

Den amerikanske skuespiller Luke Perry, der blev verdenskendt for sin rolle som hjerteknuseren Dylan McKay i ungdomsserien 'Beverly Hills 90210', mistede i marts sidste år livet, efter han var blevet ramt af et slagtilfælde.

Han blev 52 år.

ARKIVFOTO af Luke Perry. Han blev 52 år.
ARKIVFOTO af Luke Perry. Han blev 52 år. Foto: Eric Gaillard
Vis mere

Før sin død nåede han som noget at det sidste at medvirke i filmen 'Once Upon a Time…in Hollywood', som var nomineret til flere kategorier til Oscar-uddelingen – herunder for 'bedste film'.

Blandt andet af den grund raser flere nu over, at Luke Perry slet ikke blev nævnt eller vist med et billede, da det faste indslag, hvor man mindes folk, der i løbet af det seneste år er gået bort, blev vist på storskærmen under showet.

'Det her er noget værre lort. Hvordan kan man glemme Luke Perry? Dem, der stod for det her – I havde ét job!,' skriver en bruger på Twitter, mens en anden skriver:

'Luke Perrys sidste film var 'Once Upon a Time…in Hollywood'. Manden havde mere talent, end mange af de nuværende skuespillere har.'

En tredje kalder det 'respektløst', mens mange andre kalder udeladelsen for 'en stor fejl':

'Av. Ikke at inkludere Luke Perry var en KÆMPE fejltagelse af filmakademiet,' skriver en bruger på Twitter.

'Jeg er lidt vred over, at Oscar-uddelingen ikke inkluderede Luke Perry i hyldest-indslaget. Skam jer!,' skriver en anden.

I indslaget blev der vist billeder af blandt andre basketballlegenden Kobe Bryant, der forleden mistede livet i en helikopterulykke, og skuespilleren Kirk Douglas.