På en vej tæt på Hundested Skole har Halsnæs Kommune valgt at udrydde omkring 100.000 fredelige bier på baggrund af en forældreklage.

Det mener blandt andre tv-vært og dyreelsker Sebastian Klein er forkasteligt.

På Facebook skriver han, at man bør give en 'udstrakt langemand' til Halsnæs Kommune for 'at have hovedet langt oppe i bagdelen på sig selv!' B.T. har talt med naturformidleren om historien.

»Det er ærgerligt, og det nytter ikke noget, at vi konstant lader os styre af frygt for det ene og andet,« siger han og uddyber:

»Vi lever i et samfund, hvor forældre tror, at deres børn bliver spist af ulve og stukket ihjel af bier. Det går ikke, at dem, der skal bestemme, agerer ud fra frygt i stedet for viden og fornuft.«

I artiklen fra Frederiksborg Amtsavis lyder det, at der er tale om murbier, men i virkeligheden er det ganske fredelige buksebier.

Det mener Morten D.D. Hansen, der er museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum i Aarhus og er kendt fra tv-programmet '1 døgn, 2 hold, 3 dyr'.

»Murbier yngler på lodrette flader og er slet ikke kommet frem endnu,« siger han.

Morten D.D. Hansen henviser også til en række billeder, der dels er blevet delt af Frederiksborg Amtsavis, men også i en Facebook-gruppe for biodiversitet.

Og der er ingen tvivl om, at det er den 'fredselskende' og ganske ufarlige buksebi, som graver sig ned og skaber små høje på jorden.

»De er ekstremt rolige. Jeg har lavet fjernsyn med dem i hånden. De angriber ikke som hvepse eller honningbier, hvilket man kan dø af. Buksebierne er umådeligt smukke og flotte,« siger han og ærgrer sig over kommunens beslutning.

Det var nemlig en ganske oplagt og fin måde for den nærtliggende skole at formilde naturen på for eleverne. Derudover kan der ifølge eksperten ikke være tale om en ny koloni.

»Den har tydeligvist ligget der i mange år. Bierne samler pollen i en måned og graver sig ned i et år,« siger han.

Råt for usødet lyder dommen fra Morten D.D.

»Man har haft hovedet oppe i røven. Hvis man bare havde spurgt en, der vidste noget om bier, havde vedkommende svaret det samme. Det er kraftedeme ærgerligt, at man forgifter den bedste formidlingsmulighed.«

Halsnæs Kommune har skrevet mere om deres beslutning i en pressemeddelelse. Her lyder det, at man var blevet gjort opmærksom på situationen for nogle dage siden.

'Bier har stor værdi for vores natur, og derfor skal vi som udgangspunkt altid passe godt på dem. Men vi skal også passe godt på vores børn og voksne, som risikerer at blive stukket, hvis de træder eller falder på bierne, der kan føle sig truede og derfor stikke,' siger direktør i Halsnæs Kommune Martin B. Lindgreen.

Ifølge ham overvejede man at flytte kolonien, men det var ikke muligt på grund af dens størrelse.

'Det blev også overvejet, om der kunne spærres af, men det ville tvinge skolebørnene og andre forbipasserende ud på vejbanen. Og havde vi blot ventet, ville bierne simpelthen underminere fortovet.'

Det var årsagen til, at de følte sig nødsaget til at reagere.