Der var stor jubel hos Mads Mikkelsen, da 'Druk' natten til mandag vandt en Oscar for bedste internationale film.

Den danske stjerneskuespiller var ikke selv til stede under fejringen med sine kollegaer, der grundet coronarestriktioner måtte følge showet fra Zentropa i København.

Men dét påvirkede altså ikke Mads Mikkelsens fejring.

Det viser en privatvideo, som skuespillerens hustru, Hanne Jacobsen, har delt på Instagram:

I videoen kan man se Mads Mikkelsen give highfives til højre og venstre, da instruktør Thomas Vinterberg bliver kaldt op på scenen for at tage imod den prestigefyldte statuette.

Flere kendisser har allerede lykønsket Mads Mikkelsen i kommentarfeltet til opslaget.

'Kæmpestort tillykke,' skriver nyhedsværten Lasse Sjørslev for eksempel.

'Stort tillykke. Fantastisk,' skriver sangerinden Lis Sørensen.

Thomas Vinterberg var – i modsætning til filmens skuespillere – til stede ved prisuddelingen i Los Angeles.

Her holdt han en yderst rørende takketale, hvor han blandt andet takkede Mads Mikkelsen for hans præstation i filmen.

»Jeg vil sende en special tak til Mads Mikkelsen. Du gav os dit bedste, ikke bare for filmen, men for min datter, og jeg vil aldrig glemme det,« sagde en tydeligt rørt Thomas Vinterberg, der har dedikeret filmen til sin datter Ida, som han mistede i en bilulykke i 2019.

Det er uvist, hvorfor Mads Mikkelsen ikke så prisuddelingen med sine 'Druk'-kollegaer Magnus Millang, Lars Ranthe og Susse Wold, der alle overværede showet fra filmselskabet Zentropa sammen med blandt andre Peter Aalbæk Jensen.

Den danske stjerne har dog travlt med diverse store projekter i øjeblikket – blandt andet Hollywood-filmen 'Fantastiske skabninger 3', som for tiden er ved at blive indspillet i USA.