Store briller, dreven stemme, brune fløjlsbukser. Karakteren Arne Nougatgren fra Anders Matthesens tegnefilmssucces "Terkel i knibe", bliver nu levendegjort, når Martin Brygmann indtager rollen som musiklæreren i musicalen "Terkel - the motherfårking musical".

Det afslører Have PR i en pressemeddelelse.

'Terkel i knibe' solgte i sin tid 375.000 biografbilletter, og nu er Clemens, Langkjær Entertainment og Live Nation gået sammen for at få succesen ud på de skrå brædder.

Martin Brygmann er den første skuespiller, holdet bag har annonceret.

»Hvis jeg skræller alle 90'er ironiens mange blade af og finder ind til ægthedens artiskokhjerte, så er dette her en drømmerolle for mig. True!,« siger skuespilleren i pressemeddelelsen.

Se Martin Brygmann som Arne Nougatgren i videoen øverst.

Musicalen får premiere den 14. februar i Tivolis Koncertsal.

/ritzau/