To jyske politibetjente gav Thomas Wivel og Casper Christensen ekstra bøder, da de vandede en hæk.

Af Simon Riedel

Thomas Wivel (f.1968) dansk standupkomiker og forfatter. Han debuterede på Café DINS i København i 1991, har medvirket i tv-programmer og har været medforfatter på Svikmøllen i flere år. Har desuden skrevet otte bøger bla. Tysk humor – Stand-up jetzt! og er aktuel med bogen 'Danskernes sjoveste vittigheder' fra Gyldendal samt 'Spiste Jesus sushi?' fra forlaget Mellemgaard, en satirisk gennemgang af biblen.


Ild ud af lærerens mund

 


Mine venstreorienterede lærere ekselerede i ikke at orke at undervise på min skole, Ny Holte Skole i Søllerød. En af de lidt ældre lærere havde svært ved at tilpasse sig 70ernes tænkning, og blev stærkt alkoholiseret. En dag, da han blev sur på os, fløj hans gebis ud af munden på ham. Han var ellers en ret solid lærer, men sygemeldt i ugevis bagefter og kom tilbage igen, men svækket. Jeg husker hans lugt af alkohol, som gav problemer: Han ville vise os, hvordan man udtalte "three". Man skulle tænde en tændstik og sige det, uden at blæse flammen ud. Men hans ånde var så spritbefængt, at der stod en stikflamme ud af hans mund. Så havde vi noget at grine af den dag.


Ingen ambitioner

 


Vi har mange kunstnere i familien, skuespillere og malere og jeg begyndte for fem år siden at lave collager som denne. Her er for eksempel en kvindes bagdel og Weidekamp, bz'ere og Honecker. Min far, Peter Wivel, er i dag udenrigskorrespondent for Politiken. Mine forældre var lidt kreative og hippieagtige dengang og det betød, at de havde ingen særlige ambitioner på deres børns vegne, kun på deres egne vegne. Det er nok den mest selvoptagne/selvoptagede generation i verdenshistorien. Det kan mine forældre og jeg godt grine lidt af i dag.

Barsk skole i England

 
 

Det ligner måske en Thomas Wivel look a like konkurrence, men det er min kammerat og jeg i skoleuniform da jeg et år gik på Woodford skole i Eastend London. Det var en ret rå skole og jeg kunne overhovedet ikke engelsk til at starte med, så det gjorde mig til et nemt offer. Racismen i England den var slem, men nu havde jeg ikke en anden hudfarve, så de holdt sig til psykisk terror. Man blev udfordret til at slås, de ydmygede en, fx skulle man hoppe og sige: "I am stupid" igen og igen. Det viste sig, at jeg var overraskende god til håndgemæng, så på den måde fik jeg lidt respekt.


Vi fik bank


  


Jeg har også fået mange stryg gennem tiden som standupkomiker. Vi var nogle rødder dengang vi startede, Casper og jeg. Vi var nogle sataner, førte os frem og fik nogle på låget. Nu er vi blevet en smule mere civiliserede. Nogle stod og ventede på os udenfor, efter vi havde optrådt, for vi holdt os jo ikke tilbage og svinede folk til på scenen. Det var mest farligt i de vestsjællandske byer, hvor man virkeligt hadede københavnere. Vi havde også problemer med politiet en enkelt gang. Casper og jeg var i Viborg og optræde og på vej videre til et diskotek, vælger vi at lade vandet ind i en hæk, sådan som man jo plejer at gøre. En politibil kommer med hjulspin og kører op på fortovet, hopper ud, og trækker os ind i bilen. Vi havde dårligt nok fået lynet op. Så fræsede de ned mod politistationen. Jeg sagde: "Ved I, hvem vi er?". De svarede "Næ". Jeg svarede: Vi er kendte standup’ere”. Politifolkene var ligeglade og sagde, at vi stod til en bøde på 500 kr hver. "Hvis I giver os bøden, skal jeg sørge for, at I kommer på forsiden af Se og Hør, jeg vil hænge jer ud". Så kiggede han på os og sagde: Så er bøden 700 kr. Og det blev til en historie i Se og Hør og to bøder på 700 kr. Billedet er fra den første liveoptagelse af standup på kassettebånd - et kulturhistorisk dokument.


Jeg scorede over evne

 


Her var jeg en meget følsom dreng på 16 år. Min første seksuelle oplevelse havde jeg på Vraa højskole, og det var ikke med den herre ved siden af, men hans barnebarn, Sif Broby Johansen, jeg tror ikke hun har noget i mod, jeg siger det. Hun var en skøn og dejlig kvinde, to år ældre end mig, så jeg følte helt sikkert, at jeg havde scoret over evne. Det var til en fest på højskolen og vi havde begge fået lidt at drikke. Jeg tror egentlig højskoler har sørget for at arten ikke uddøde.


Jeg var det dårlige selskab

 


Mine forældre mente, at jeg var kommet i dårligt selskab, da jeg var 17 og gik i gymnasiet. De var ikke klar over, at jeg var det dårlige selskab. Jeg drak lidt øl og de var bekymrede for at jeg pjækkede, så min far tog mig med et år til Paris. Her lærte jeg virkelig at leve det søde liv. Min far sad og skrev hele dagen for Information, og ville helst ikke ha' jeg var hjemme, Så jeg fik lov til at farte byen rundt. Jeg var kommet på en fin skole for rige amerikanere og iranere, og jeg fik rige venner, der syntes jeg var lidt spændende, fordi jeg vidste noget om kunst og kultur - fra det højskolekursus, jeg lige havde været på. Jeg hængte ud med en amerikansk fyr, som syntes hans venner var åndsformørkede, og han manglede ikke penge. Hans forældre gav ham penge og jeg turnerede rundt på cafeer og værtshuse. En dannelsesrejse på mange niveauer.


De kastede med kogte ris


 


Jeg har fire børn med fem forskellige kvinder plejer jeg at sige, men det er ikke helt sandt - fire børn med to kvinder og børnene er i dag fra 7 år til 20 år. Efter min skilsmisse for fem år siden, arbejdede jeg på Meyerheims talkshow, hvor der var musikalske indslag og Annette Bjergfeldt skulle synge. Jeg blev sat til at researche på hende og jeg var nok Danmarks mest ivrige researcher, og vi svingede med det samme. Jeg misbrugte helt klart min stilling. Vi blev gift et års tid efter vi lærte hinanden at kende. Her blev der kastet ris efter os. Desværre var det kogte ris. Brylluppet var i Nathaneals kirken på Holmbladsgade på Amager. Et kirkebryllup skal ikke nødvendigvis foregå i en stor og smuk kirke. Det var en dejlig dag.