Gamle billeder af reality-stjernen Sidney Lee viser en helt anden mand, end den, vi kender i dag. Med et helt andet navn.

Sidney Hassel Hansen, bedre kendt under kunstnernavnet Sidney Lee, er karakteriseret ved sit store forbrug af bruncreme, mascara og farvede bandanaer. Men sådan har han ikke altid set ud.

Gamle billeder tilbage fra 1999 viser et billede af en Sidney Lee (dengang Søren Hansen), som så helt almindelig ud. Mistænkeligt meget solbrændt, men dog en almindelig dreng nær de 20 år. 

Sidney Lee som ung1

Billederne er taget af fotografen Tommy Kristensen, der arbejder som fotograf for mutanten.dk. Lokationen er London, hvor verdensmesterskabet i Playstation-spillet Tekken 3 foregik i 1999. Her repræsenterede Sidney Danmark.

- Det er jo en almen opfattelse, at Sidney Lee lyver om alt. Men her er der bevis for, at han faktisk er dygtig til at spille, fortæller Tommy Kristensen, der også fortæller, at han på trods af at færdes i den danske gaming-verden aldrig ellers er stødt på en Sidney Lee-sejr.

Den unge Sidney Lee, der er helt normalt klædt med kort, strittende 90'er-hår, opnåede en delt femteplads i den ret prestigefyldte turnering. Tommy Kristensen fulgte Sidney (Søren) Hassel Hansen hele vejen fra lufthavnen i Danmark til finalen.

- Jeg husker ham som en sød lille dreng. Han var ret beskeden og splejset. Men han kunne sit kram, fortæller han til BT. Dog var der et træk ved den unge dreng, som senere skulle blive et af hans kendetegn.

- Han var meget solbrændt. Jeg tænkte ikke over det dengang, men nu er jeg overbevist om at det var bruncreme eller noget i den dur, siger Tommy Kristensen.

Sidney Lee som ung1

Hedder du Sidney?

Sidney Lee har hårdnakket i årevis påstået, at hans rigtig navn er Sidney. Han indrømmer at efternavnet Lee er en del af et kunstnernavn, men han har aldrig heddet Søren, lyder det. Det er nu ikke helt rigtigt.

- Han introducerede sig som Søren, kaldte sig ikke andet, bekræfter fotograf Tommy Kristensen. På Tekken-spillets hjemmeside kan man se deltagerlisten af verdensturneringen i 1999. Der er kun en dansk deltager med. Han hedder Søren Hansen. 

Så reality-stjernen har på et eller andet tidspunkt heddet det ret så borgerlige, danske navn. Hvad enten han vil indrømme det, eller ej.