Lene Hansson er en fighter, der har klaret at bo på børnehjem i sit livs første ti måneder. Hun var stærkt underernæret også følelsesmæssigt, da hun kom til sine adoptivforældre. Det lykkedes hende at finde sin biologiske mor, og hun fandt ud af, at der selv i store problemer kan være en gave.
På stranden med mor
For min mor var det en forfærdelig situation at skulle vælge et barn fra, og hun fik ikke flere børn siden. Jeg var 26, da jeg opsøgte hende. Det foregik ved, at jeg fik hendes navn fra den ministerielle kirkebog. Og så blev det lidt mystisk. Den kvinde, jeg ringede til, var ikke min mor , men hun kendte hende og skaffede hendes nummer.
Jeg ringede til min biologiske mor i flere uger uden held og valgte at køre ud til hendes adresse med et brev. Ingen var hjemme, og jeg kiggede ind ad vinduet, og der lå et af mine tillæg fra Ude og Hjemme på hendes bord. Hun vidste ikke, jeg var hendes datter. På væggen hang et billede magen til mit og der stod en kommode magen til min . Det var godt for mig at lære min biologiske mor at kende, og der faldt mange brikker på plads.
Jeg voksede op hos stille og rolige forældre i Vallensbæk, hvor man spiste og sov på faste tidspunkter. Min adoptivmor var tresproglig korrespondent, hun tog børneorlov i flere år og syede alt mit tøj. Da mine adoptivforældre hentede mig, havde jeg ikke en eneste tand i munden, intet hår og kunne ikke stå eller kravle. Jeg var underernæret, også følelsesmæssigt, men det rådede de bod på.
Min biologiske mor var 15 år, da hun fik sit første barn, og 19, da hun fik mig med en anden mand, som hun troede var ham, hun skulle bo med resten af livet. Da hun var så ung og uden uddannelse, besluttede hun at adoptere mig bort. De første tre måneder af mit liv var jeg på et hospital, fordi lægerne mente, mine hofter var udviklet forkert, så jeg lå i gips. Jeg kom herefter på børnehjem, og da jeg var ti måneder, blev jeg adopteret.
Jeg vidste, fra jeg var 3 år, at jeg var adopteret, for det fik jeg fortalt. Ellers ville jeg nok også undre mig over, at jeg var højere end både min mor og far senere hen. Jeg var den glade pige i klassen, der skulle være den bedste til det hele. Når min far spurgte mig, hvordan det var gået i skolen, sagde jeg: " Godt, jeg var den bedste", så selvtilliden fejlede ikke noget.
Siden 1988 har jeg skrevet om sundhed, fordi jeg havde helbredt mig selv for allergi, astma og overvægt ved at ændre livsstil. Redaktionen på Ude og Hjemme mente, at jeg var en god historie selv, så jeg var ansat hos dem og stod for det meste af deres sundhedsstof i 11 år. I dag skriver jeg for Hjemmet.
Billedet er fra mit første besøg i Portugal, hvor jeg også havde krøller. Siden jeg som 15-årig arbejdede i en frisørsalon, har jeg fået farvet mit hår i alle farver.
I 3. klasse sagde musiklæreren mig: 'Du er ikke så god til at synge - det er pivfalsk, til gengæld er du den, der synger højest'. Jeg elskede skolen, men var også tit lidt rap i munden og blev sat udenfor døren. Jeg fik gode karakterer, da jeg gik ud af 10. klasse. 13 i mundtlig matematik og 11 i fransk og dansk. Resten var 9-og 10-taller.
Klassebillede 1978
Som Suzi Quatro-fan måtte jeg også have hendes frisure, men min mor var ikke så god til at klippe. Jeg var ridepige, men da jeg blev 15, fik jeg astma, så jeg måtte stoppe. Senere blev jeg også overvægtig og kom til at veje 80 kilo -20 kilo for meget. Da var det, min interesse for sundhed blev vakt.
AF: SIMON RIEDEL
