Håret får jævnligt en plejende kur, og den fine ansigtshud smøres dagligt ind i dyre cremer. Så hvorfor nusser kvinderne ikke om den sarte hud i underlivet?

Det er en undren, som har skabt grobund for en ny omfattende produktserie, som skal sørge for, at kvindernes såkaldte 'V', som fabrikanten berøringsangst kalder det kvindelige kønsorgan, holder sig friskt, ungt og rynkefrit.

''The V' har sine egne trends. Faktisk er det ligesom med en ikonisk frisure – den måde du styler din 'V' på, kan afspejle noget bestemt inden for moden. Det er en smuk ting, men i modsætning til andre smukke kropsdele, får 'the V' absolut ikke den forkælelse og pleje, som den fortjener,' skriver grundlæggeren af produktserien, Avonda Urben i en pressemeddelelse.

Det er musikproduceren Remees smukke kæreste, modellen Mathilde Gøhler, der er ansigt for produktet - eller hvad man nu siger, når det gælder creme til underlivet - som har fået navnet 'The Perfect V'.

Og det er en tjans, som den 24-årige model er stolt af.

'Jeg er så stolt over at være ansigtet for det nye skønhedsbrand 'The Perfect V', som lanceres i dag,' skriver hun på Instagram under et af kampagnebillederne.

Serien består af otte hudplejeprodukter, som indeholder lækre ting som havtorn, blåbær, tyttebær, multebær og hyldeblomst, og som 'forskønner, opfrisker og plejer v'et,' står der i pressemeddelelsen.

Blandt andet en fugtighedscreme, en PH-neutral renseskum til at vaske området, samt en nænsom scrub til at tage de døde hudceller.

Derudover byder serien på en endnu mere plejende creme til underlivet, der har brug for 'ekstra næring', en serum, der 'plejer og opstrammer' samt vådservietter, så man også kan holde sit kønsorgan friskt på farten.

Endelig kan man også få en forfriskende spray, der 'opfrisker 'the V' hvor som helst og når som helst' samt en såkaldt luminizer, der med sine 'lysreflekterende partikler tilføjer en ekstra forskønnende dimension til the V'.

Alle produkter, undtagen den forfriskende 'Beauty Mist', er uden parfume.

Foto: Pressefoto
Vis mere

Det kan måske komme bag på nogen, at man har brug for så mange produkter til sit underliv, men spørger man 'The Perfect V's grundlægger, Avonda Urben, er der en særlig grund til den eventuelle skepsis:

'Måske fordi 'the V' aldrig er blevet set som et skønhedsområde i sig selv, som for eksempel vores bryster og numser er – begge områder har et bugnende udbud af produkter, der lover blødere, rundere, strammere, løftede og fastere resultater. Tilbuddene til 'the V', om det er efter en voksbehandling, for at pleje eller bare til daglig vedligeholdelse, har indtil videre været ret basic... et koldt bad eller aloe vera-gel? Var det noget?' spørger Avonda Urben retorisk.

Ønsker du også et frisk og opstrammet 'V', så kan produkterne købes hos Magasin fra juni.

I artiklen her på bt.dk kan du læse, hvad kendte danske kvinder kalder deres underliv.

Foto: Pressefoto
Vis mere