Sportsstjerner, forfattere, tv-personligheder og erhvervsmænd er på listen over danske kendisser, der spenderede astronomiske beløb på nye boliger i 2010.

Se de kendtes vilde boligkøb i 2010

Den dyreste kendis-hushandel i år blev lavet af bankbossen Lars Seier Christensen, der investerede hele 60.000.000 kr. i en overdådig ejendom nord for København.

Med til palæet hører så også herreværelse med pejs, tre opholdsstuer, pool, spa, damprum, sauna, park, sø og vinkælder.

Og netop det luksuriøse kendetegner de ejendomme, som danske kendisser og rigmænd har købt i løbet af året, fortæller direktør for boligsiden boliga.dk, Ricco Zuschlag.

Han kalder 2010 for et købers marked, hvor folk på husjagt med nok penge i banken har haft mulighed for at forhandle om prisen.

- Hvis jeg skal kigge tilbage på året, så er det kendetegnende, at folk med penge har haft mulighed for at erhverve sig nogle store villaer med millionrabatter. De har kunnet lave nogle gode køb, siger han.

Og boligerne har ikke bare været billige - set med kendisøjne - de har også været store, luksuriøse og private.

- Kendisser stiller nogle krav, fordi de kan. Der skal være skov eller vand – helst lige ved huset eller i nærheden. Og ellers skal der selvfølgelig være masser af kvadratmeter at boltre sig på, fortæller han.

KLIK DIG VIDERE OG SE DE KENDTES BOLIGKØB I 2010

Lars Seier Christensen

Direktør i Saxo Bank, Lars Seier Christensen, står både bag 2010s dyreste køb og salg.

Den 575 kvadratmeter store luksusejendom i Nordsjælland var nemlig allerede hans egen, og køberen var bankbossens eget holdingselskab, Lars Seier Christensen Holding A/S, der betalte 60 millioner kroner for palæet.

Nu har bankbossen planer om at flytte til Schweiz med sin familie, og derfor udlejer han den fantastiske bolig for 60.000 kroner om måneden – så følger der til gengæld også privat park, sø, vinkælder og wellness-afdeling med.

Mette Walsted Vestergaard og Michael Christiansen

DR-værten er i øjeblikket på barselsorlov fra TV-Avisen. Med kommentatoren Michael Christiansen har hun datteren Agnes Marie, og sammen købte de i februar en klassisk Østerbro-villa på 260 kvadratmeter. Udsigten er imponerende med kig til både Parken og Fælledparken.

Camilla Martin

TV3-værten Camilla Martin og hendes mand Lars Nygaard købte hus i Holte i slutningen af april.

Den tidligere badmintonstjerne og hendes mand fik næsten en million kroner i rabat for villaen, der ligger 15 kilometer nord for København og er 126 kvadratmeter stor. I området bor andre kendisser som Peter Gade, Rene Dif og Uffe Holm.

Jane Aamund

Den folkekære forfatter Jane Aamund skulle ikke af med nær så mange penge, som de andre kendisser på listen, da hun i august købte en lejlighed klos op ad Charlottenlund Travbane og tæt på Øresund. Lejligheden er også kun på 68 kvadratmeter, men hun mangler nok ikke plads alligevel - Jane Aamund ejer nemlig også en villa i Lemvig, som hun købte i 2007 for 3.375.000 kr.

Bille August

I begyndelsen af juli solgte den 62-årige filminstruktør Bille August sit gamle luksuspalæ og købte et nyt hus i samme område. Han fik 30.000.000 kr. for sit palæ på Lemchesvej i Hellerup – som han i øvrigt selv købte for 26.000.000 kr. halvandet år tidligere –og derfor er den nye bolig til 21.000.000 kr. bare et greb i lommen for den aldrende instruktør. Men med udsigt over Øresund og adgang til Hellerup Strand har han ikke givet afkald på luksus ved at flytte i et billigere hus.

Nils Smedegaard Andersen

Koncernschef i Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, købte den 11. november en villa i et eftertragtet område i Nordsjælland for knap 50.000.000 kr. Den 243 kvm store bolig ligger til gengæld også i første række til vandet, og der hører en kælder på næsten 100 kvm til huset.

Casper Kirk Johansen

Lego-arvingen købte i 2006 en villa med udsigt over Vejle Fjord for 45.000.000 millioner kr. kontant, hvilket er landets 10. dyreste bolighandel nogensinde. I oktober måned købte Casper Kirk Johansen så en lejlighed på Sankt Annæ Plads midt i København til et langt mindre beløb, og ifølge boliga.dk kan det tyde på, at de 156 kvm på den eftertragtede adresse blot er beregnet til at stå til rådighed, når Lego-rigmanden er i byen.

Thomas Kahlenberg

Fodboldstjernen købte i maj måned en kæmpe lejlighed i et eftertragtet område på Vesterbro.

Thomas Kahlenberg har stadig ikke solgt sin gamle bolig, men det stoppede ham ikke fra at investere i de 181 kvadratmeter sammen med konen Anne Zeuthen Jensen.

Natasja Crone

TV 2-værten Natasja Crone og hendes kæreste og kollega, journalisten Lasse Sjørslev, købte sammen en millionvilla i Nordsjælland i marts måned. Den 130 kvadratmeter store bolig er fordelt på fire værelser og har en grund på 1.051 kvadratmeter.

Den høje pris for de relativt få kvadratmeter skyldes beliggenheden. Der er en kort cykeltur til Skodsborg Strand, som ligger bare halvanden kilometer væk.