Justin Timberlake spillede tirsdag koncert i Parken i København, og danskerne valfartede til nationalarenaen. Nogle kom med bus, nogle med tog, nogle på fod og rigtig mange kom på cykler. Der var faktisk så mange tilskuere, der valgte det tohjulede køretøj, at selveste Justin Timberlake var imponeret.

- Vi har aldrig set så mange cykler! skriver Justin Timberlake på sin Facebookprofil.

Hos Cyklistforbundet har man også bemærket Timberlakes hyldest til de mange danske cyklister. De glæder sig over, at en verdensstjerne som Timberlake har bemærket den danske cykelkultur.

- Der er vist - udover tusindevis af fans - en del cykler der har gjort et stort indtryk på ham. I Cyklistforbundet er vi glade for at omverdenen lægger mærke til noget af det mest bæredygtige og visionære med moderne urbant liv og kultur. Også når man skal til pop-koncert, skriver direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam på sin Facebookprofil.