Skuespilleren Mayim Bialik er især kendt for rollen som Amy i sitcom'en 'Big Bang Theory'. Men hun har også en uddannelse som neurolog - og en noget usædvanlig vægskulptur hængende derhjemme.

I sig selv ser vægskulpturen med de små cirkelformede sølvbægre ikke så speciel ud, men det er deres indhold derimod. I de fem små bægre er der således stykker af Mayim Bialiks ene søns fostervoks, moderkage, navlestreng og forhud. Det skriver det amerikanske lokalmedie St. Louis Post-Dispatch.

Den amerikanske skuespiller, som er jøde og derfor lod sønnen omskære, kontaktede selv kunstneren Ruth Avra og bad hende lave vægskulpturen.

»Det handler om at huske, værdsætte og bevare disse bånd,« siger Ruth Avra til det amerikanske medie.

Hun er speicalist i at lave kunstværker og smykker, som indeholder DNA-materiale, og bliver ofte kontaktet af nybagte mødre, som ønsker et varigt minde, som symboliserer deres stærke bånd til barnet. Det kan for eksempel være halskæder med et smykke af størknet modermælk eller den første tabte mælketand, ringe med dele af moderkagen eller armbånd med lokker af babyens hår.

»Det ser ikke ulækkert ud. De (smykkerne og kunstværkerne, red.) bliver mere elegante end folk forestiller sig, når de taler om, hvad de indeholder,« siger Ruth Avra.

Mayim Bialik har haft roller i flere film, men er mest kendt fra tv-serier. Ikke mindst rollen som Amy i 'Big Bang Theory', som hun blev nomineret til en Emmy for i både 2012, 2013, 2014 and 2015.

Hun har to sønner fra et tidligere ægteskab. Det fremgår ikke af historien hvilken af sønnernes forhud, hun har fået foreviget til et kunstværk, som hænger på væggen derhjemme.