Den tidligere MGP-stjerne og nu aktuel med sommersinglen 'Mami', Tyrees Tyr, er kæmpe fan af den amerikanske rapstjerne Asap Rocky, og det lykkedes ham i 2014 at komme helt tæt på sit idol, da han gav koncert på Store Vega i København.

»Det var det vildeste. Mit liv peakede. Jeg havde set Wafande (Tyrees Tyrs onkel, red.) spille i Store Vega, så jeg vidste, hvor artisterne kom ud backstage og stod derfor klar til at møde Asap Rocky før koncerten,« fortæller Tyrees Tyr, der forinden havde gjort sit hjemmearbejde.

»Jeg havde været virkelig stalkeragtig og fundet frem til hans manager på Facebook, som jeg skrev til. Jeg fik aldrig noget svar, så jeg regnede ikke med noget, men da Asap Rocky så kom kørende ind til Vega, sprang han pludselig ud af bilen og gav mig en high five for så at forsvinde igen,« griner Tyrees Tyr, som under koncerten stillede sig helt forrest i højre side for så pludselig at blive hevet på scenen.

»Asap Rocky stoppede koncerten og bad en vagt om at hive mig op. Jeg fik et af deres håndklæde over nakken og en mikrofon i hånden, og så sang jeg med på ’Fucking Problems’, mens Asap Rocky kiggede på mig og sagde ’I like you man’. Han hev flere fra publikum op på scenen, så da jeg er på vej ned, råber han, at jeg skal blive, og da koncerten er slut, siger han til mig, at jeg skal møde ham på sit hotel. Senere tagger han mig på Instagram på et billede med et værelsesnummer, så jeg ved hvor jeg skal gå hen.«

Den dengang kun 12-årige Tyrees Tyr kunne ikke forstå, hvad der skete, men tog alligevel dagen efter ind på hotellet, hvor det krævede lidt forklaring til receptionisten, før han fik hul igennem.

»Desværre får jeg at vide, at rapperne, der boede på hotellet, lige er gået, så det stoppede der. Men det var fedt at opleve sit idol være så meget nede på jorden og så venlig over for sine fans. Han er et stort forbillede for mig,« mindes han sit legendariske møde med verdensstjernen.

Wafande har givet BT lov til at vise billedet af Tyrees Tyrs møde med Asap Rocky:

Tyrees Tyr og Asap Rocky i Store Vega i 2014.
Tyrees Tyr og Asap Rocky i Store Vega i 2014. Foto: Wafande / Privat
Vis mere